Jens Verner holder dig varm juleaften
I julen skruer vi godt op for radiatorerne og sender elmåleren på overarbejde, da både ovn, kogeplader og diverse julelys skal holdes i gang. Når der er fuldt blus på komfurerne juleaften, er forbruget i Danmark knap tre millioner kilowatt-timer højere end på en normal hverdag. Det svarer til et merforbrug i strøm på ca. seks mio. kroner. Men strømmen og varmen kommer ikke af sig selv. Derfor tager Jens Verner Jørgensen sammen med tre kolleger på arbejde på Avedøreværket juleaften, så vi andre kan julehygge med familie og venner. - Vores kraftværker er bemandet døgnet rundt 365 dage om året, og juleaften er ingen undtagelse. Vi skal sørge for, at værkerne altid kan levere el og varme, når der er behov for det, siger Ole Thomsen, der har det operative ansvar for DONG Energy’s ni kraftværker i Danmark. Men selvom Jens Verner og kollegerne skal tilbringe juleaften på kraftværket, kommer de dog til at mærke, at det er jul. Der er bestilt julemenu, som kan nydes i kontrolrummet, hvor der også er blevet sat et juletræ op. Og måske ligger der også en gave fra chefen under træet. Gaverne fra familien må dog vente til førstejuledag, når vagten er slut, og de kan komme hjem.
Usædvanligt strømforbrug
Netop på juleaften oplever medarbejderne på kraftværkerne en stor ændring i strømforbruget. Frem til kl. 18.00 bruger vi markant mere strøm i de danske hjem, end på en normal hverdag. Men fra det øjeblik, juleanden og flæskestegen er ude af ovnen, falder strømforbruget markant, og det stiger først for alvor igen, når vi er tilbage på arbejde den 27. december. Når vi slukker for ovnen omkring kl. 18.00 juleaften, falder elforbruget i Danmark med 800 MW inden for en time. Det svarer til den samlede effekt på Danmarks største havmøllepark - gange to.