Fortsæt til indhold

Realistiske geværer er ikke legetøj

Både Buddy og Fætter BR sælger legetøjs-pistoler, som ligner dem, politiet bruger, men Fætter BR siger nej til geværer

Arkiv
Af Jacob Hove

Legetøjsvåben, der til forveksling ligner rigtige våben, blev i sidste uge fjernet fra hylderne i de franske Toys R Us-butikker. Det skete i kølvandet på terrorangrebet i landets hovedstad, Paris.
“Vi tager beslutningen for at undgå, at det her legetøj kunne blive forvekslet med rigtige våben og dermed kunne skabe forvirring for politiet,” lød forklaringen fra Toys R Us ifølge flere nyhedsmedier.
En tur rundt i de to legetøjsbutikker på strøget i Vejle, Buddy og Fætter BR, viser, at der her er forskelig holdning til, hvilken type legetøjsvåben, men i butikkerne ønsker at sælge.
Hos Fætter BR, der bliver drevet af Top-Toy A/S, som også driver Toys R Us, har man siden 2013 haft en nedskrevet etisk produktpolitik, som gælder for hele Norden.
“Vi sælger legetøjsvåben, der kan bruges til politi og røver-leg, men vi har i vores sortiment ikke legetøjs- våben, der ligner dem, man kan finde i moderne krigsførelse,” siger Liselotte Gjerdrun Carlsen, der er VP for Kommunikation i Top-Toy.
LÆS OGSÅ: Børnepsykolog: Det er helt fint, at børn leger krig

Våbenpolitik

“Vi ser os selv som en ansvarlig virksomhed, og det skal vores sortiment afspejle. Så når kunderne kommer ind i vores butikker, så finder de ikke produkter, som promoverer alkohol og tobak og altså heller ikke legetøjsvåben, som kan associeres med moderne krigsførelse, terror eller gadekriminalitet,” siger Liselotte Gjerdrun Carlsen, VP for Kommunikation i Top-Toy. Hos Buddy kan man både købe legetøjsvåben, som ligner dem politiet bruger, men man kan også købe legetøjsmaskingeværer, som minder om dem militæret bruger, og som man altså kan finde i moderne krigsførelse.
"Vi har en løbende vurdering af, hvilke varer der skal være i vores sortiment, men vi har ikke valgt at reagere på situationen i Frankrig,” siger direktør Jesper Faurschou.
Han understreger dog, at man hos Buddy ikke sælger såkaldte splatterpistoler; Dels fordi de i vægt, udseende og størrelse minder for meget om rigtige våben, og dels fordi de kan være farlige for børn.
“Der er en stor efterspørgsel, men vi vil ikke friste de unge med våben, som potentielt kan være farlige,” siger Jesper Faurschou.
Både Jesper Faurschou og Liselotte Gjerdrun Carlsen mener, at leg med våben er en helt naturlig del af det at være barn.