Indbrudstyvene tager forskud på julen
Igen i dag kan politiet fortælle om mange indbrud i Esbjerg
Julen er ikke bare højtid for hygge, men desværre også for indbrud, og i Esbjerg tages der tilsyneladende forskud på "glæderne". Både i går og i dag kan politiet fortælle om mange indbrud. Hele seks indbrud eller forsøg på det er anmeldt det seneste døgn.
En villa i Fanøgade har haft ubudne gæster mellem lørdag og tirsdag. Her er en dør brudt op, og med sig har tyven blandt andet taget en kaffemaskine og en to personers Børge Mogensen sofa i sort læder med stel af egetræ.
Også en lejlighed i Jyllandsgade har haft indbrud. Her er en terrassedør brudt op, men onsdag morgen var udbyttet endnu ikke opgjort.
Fra en villa på Tulipanvej er der tirsdag mellem kl. 14.00 og 20.45 forsvundet en sort iPad, et mindre kontantbeløb og en pyntegenstand udformet som en gammeldags grammofonafspiller i træ og messing.
På Søndergårds Allé har der også været indbrud i en villa tirsdag aften. Her er et kældervindue blevet opbrudt og et Apple tv, en MacBook computer og en lysestage er stjålet.
I Kirkegade blev det ved forsøg på indbrud, da to mænd tirsdag aften kl. 22.20 forsøgte at trænge ind i en villa. De to havde held til at bryde et vindue op, men inden de nåede ind i huset, blev de opdaget og tog flugten. Der er tale om to mænd, som vidnet desværre kun kan give et sparsomt signalement af. Den ene bar en dunjakke, mens den anden beskrives som værende korthåret. De løb i retning af Haraldsgade/Torvegade, så hvis nogen har set to ben med benene på nakken omkring kl. 22.20 tirsdag aften, så hører politiet meget gerne om det på tlf. 114.