Tredje gang – lig en tradition
I disse dage står der pludselig december i kalenderen, og det er for mange lig med traditionernes tid. På 'Huset Esbjerg – De studerendes hus' er det også juletid, men samtidig tid til jamsession.
Tirsdag 1. december er det, for sidste gang i efteråretssemestret, tid til at byde indenfor til JamEsbjerg, Huset Esbjergs faste jam aften. Tilbage i forårssemestret startede Huset Esbjerg og Mads M. Jacobsen jamaftenen op i koncertsalen på Huset.
Tanken var at lave en jamsession uden for konservatorie regi, som skulle være åben for ALLE. Denne jamsession skulle så være tilbagevendende hver den 1. og den 3. tirsdag i måneden. De første par gange var der beskedende 20 gæster inkl. aftenens husorkester, der altid starter jamsessionen op med et lille tema over en kunstner eller en genre. Siden er opgaven som husorkestret blevet lidt eftertragtet, så der nu skiftes band fra gang til gang – og selve jamsessionen er blevet lidt af et tilløbsstykke med omkring 50 gæster hver gang, ud over husorkestret.
Kommet for at blive
Når man gør noget første gang er det et forsøg, anden gang håbet om noget tilbagevendende og tredje gang så kan det kaldes en tradition. Huset Esbjerg runder nu 2. sæson af JamEsbjerg af og har allerede lagt datoer ind i foråret til 3. sæson af JamEsbjerg. Så nu kan det vel efterhånden kaldes en tradition. Og det skal fejres.
Til tirsdags jam 1. december har Huset Esbjerg og Mads lagt et lille juletema ind over aftenens jamsession med julemelodier, Christmas Carols, dans om juletræet og der er endda sendt en hilsen til julemanden - i håb om at han vil komme forbi – eller sende en nisse med en godtepose til ”de voksne” børn, der er til JamEsbjerg.
Cafeen på Huset Esbjerg åbner kl. 14.00 med gløgg, æbleskiver, juleklip og cafestemning for ALLE i byen og JamEsbjerg starter kl. 20.00 på første sal – ligeledes for ALLE.
Så kom ned forbi Huset Esbjerg i løbet af eftermiddagen til gløgg og juleklip og slut dagen af med jamsession på 1. sal – måske du får en godtepose med hjem, som i gamle dage til juletræsfesten i forsamlingshuset.