Fortsæt til indhold

2.000 kroner for din gamle ovn

BrændeovnsSpecialisterne i Fredericia mærker allerede interesse

Arkiv
Lars Saugbjerg

Du skal kassere din gamle brændeovn. Opfordringen kommer fra Miljøstyrelsen, der netop har lanceret en skrotpræmie, så man nu kan få 2.000 kroner, hvis man skrotter sin gamle brændeovn fra 1990 eller før.
BrændeovnsSpecialisterne i Fredericia har set frem til ordningen, som miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen allerede bebuede i oktober.
“Vi kan allerede mærke kundernes interesse. Omkring 150 har ringet for at høre nærmere, så der er stor fokus for skrotningsordningen. Jeg har faktisk lige været ude med en ovn, hvor kunden havde reageret på ordningen,” fortæller Claus Luckmann, BrændeovnsSpecialisterne i Fredericia.
Han glæder sig over brændeovnenes udvikling og muligheden for at vælge en miljørigtig ovn. De gamle ovne forurener i gennemsnit næsten fem gange så meget som en ny, svanemærket brændeovn.
“Udviklingen er gået stærkt. For eksempel mærket 'Hwam', der har fjernbetjening til temperaturstyring. Ovnen fortæller også, hvornår den skal have mere træ for optimal forbrænding.”
Der er afsat penge til at støtte skrotningen af cirka 21.000 ud af de omkring 150.000 brændeovne i Danmark produceret i 1990 eller før.
Tildelingen sker efter først-til-mølle princippet, og det kan derfor betale sig at søge tilskud så hurtigt som muligt.
Ordningen løber til udgangen af 2016, eller når puljen er tom.

Forretningen er flyttet

Efter cirka otte år på Vejlevej i Fredericia er BrændeovnsSpecialisterne netop flyttet til Indre Ringvej 47.
“Her har vi fået mere plads,” fortæller indehaver Claus Luckmann.
“Vi har fuld kælder, som vi bruger til lager - altså skorstene og andet tilbehør. Og i det gamle bageri på adressen har vi indrettet værksted, hvor vi kan reparere stort set alle slags ovne.”
De seneste par år har virksomheden også opbygget en online forretning. Hjemmesiden pejseshoppen.dk sælger reservedele til hele Danmark, omkring 12.000 varenumre.
“Pakkeri og forsendelser styrer vi her fra Fredericia med stor succes. Det bliver i øvrigt mere og mere almindeligt at folk køber brændeovn via nettet. Og det kan man også sagtens, så længe man formår at sætte sig ordentligt ind i de forskellige mærker og ovnenes kvaliteter,” siger Claus Luckmann.
Som altid hænger pris og kvalitet sammen.
“Selvfølgelig kan man købe en meget billig ovn i byggemarkedet. Men holdbarhed, forbrænding, miljø og muligheden for at købe reservedele spiller også ind.”