To bilister glemte deres vigepligt
Hele to gange overså bilister tirsdag deres vigepligt i Varde
Vigepligt er en af trafikkens grundregler, og den skal overholdes! Det fik hele to bilister fra Varde at mærke i løbet af tirsdagen.
Kl. 11.30 påkørte en 56-årig mand en bare 16 år gammel dreng på knallert, da han ikke overholdt sin vigepligt ved et højresving. Manden kom kørende ad Storegade og skulle svinge til højre ad Sønderbro. Heldigvis slap den unge knallertkører uden personskade.
Ligeså heldig var en 20-årig mandlig cyklist fra Varde, da han blev ramt af en bil i rundkørslen ved Føtex. Bilen blev ført af en bare 18 år gammel kvinde, der efter påkørslen stak af fra stedet uden at give sig til kende. Heldigvis lykkedes det senere på tirsdagen for politiet at finde frem til hende.
Den 18-årige kvinde er nu både sigtet for ikke at overholde sin vigepligt samt for ikke at stoppe op efter påkørslen af cyklisten.