Fortsæt til indhold

HB Køge skal have ny træner

Henrik Pedersen stopper med øjeblikkelig virkning som træner for HB Køge.

Arkiv
Arkiv

HB Køge og klubbens cheftræner Henrik Pedersen har valgt at stoppe samarbejdet med øjeblikkelig virkning. Sådan lyder udmeldingen på hbkoge.dk onsdag den 23. december.
Dermed nåede Henrik Pedersen halvandet år i trænerstolen hos HB Køge, hvor han blev ansat i sommeren 2014.
- Det projekt som bestyrelsen har forelagt mig for den kommende tid samt manglende realisering af Køge Park, er ikke lig med det som jeg blev forelagt i sin tid. Derfor har jeg meddelt klubben, at jeg stopper pr. 1. juli 2016. Set i det lys er klubben og jeg efterfølgende blevet enige om, at det er bedre at jeg stopper allerede nu, siger Henrik Pedersen til klubbens hjemmeside.
HB Køges bestyrelsesformand Kenneth Christiansen takker Henrik Pedersen for dedikeret arbejde, og sætter samtidig lidt ord på det fremadrettede projekt i HB Køge.
- Den nye bestyrelse har siden generalforsamlingen for en måneds tid siden afholdt to strategiseminarer og har i den forbindelse fastlagt fremtidens vision for HB Køge. Den handler om at få etableret et langsigtet talentprojekt med fokus på - og udvikling af - klubbens egne spillere naturligt suppleret med enkelte udefrakommende tilgange med det formål at sikre udvikling og resultatmål. I den forbindelse er vi blevet enige med Henrik om at stoppe samarbejdet allerede nu. Henrik har lavet et meget dedikeret stykke arbejde i HB Køge, og vi skylder ham stor tak for indsatsen i det seneste halvandet år, siger Kenneth Christiansen til hbkoge.dk.