Skoleleder lagde sig fladt ned
Skoleleder på Risbjergskolen René Rasmussen Sjøholm fik skarp kritik over varsling af ændring i struktur i indskoling og SFO - kritikken har nu fået ham til at starte processen forfra
Inden tirsdagens KB-møde havde skoleleder René Rasmussen Sjøholm dog indkaldt til et såkaldt dialogmøde på Risbjerggård torsdag aften. Omkring 100 forældre, lærere og andre interesserede var dukket op til mødet, hvor skolelederen hurtigt lagde ud med at lægge sig fladt ned. - Det er ikke så afgørende, hvor ledelsesretten ligger. Vi skulle have kørt en anderledes proces, erkendte René Rasmussen Sjøholm, der blev ansat som skoleleder på Risbjergskolen i april 2015. Med sig på sidelinjen havde skolelederen Børne- og Velfærdschef Christine Brochdorf og skolechef Rune Ahlmann Nielsen, der dog ikke deltog i selve dialogen, men blot var til stede. Fra de mange deltagere på mødet blev der imidlertid ikke lagt låg på holdningerne. I en sådan grad, at skolelederen havde svært ved at komme i gang med at få beskrevet, hvad de planlagt strukturændringer egentlig indebar. Som før nævnt lagde skolelederen ikke skjul på, at han klart erkendte, at processen ikke havde været god nok. - Det er tamt at spille ledelsesretten-kortet. Jeg må erkende, at dialogen og kommunikationen ikke har været god nok, og jeg ønsker på ingen måde at fremstå som dikatorisk. Vi har lavet fejl, men det kan vi råde bod på, sagde René Rasmussen Sjøholm.
Tre ændringer
Strukturændringerne i indskolingen handler i følge Risbjergskolens ledelse om sen klassedannelse fremfor den nuværende model, om at den nuværende spor-struktur ændres til en årgangsstruktur og at de tre SFO-ordninger, der er tilknyttet Risbjergskolen, ændres til én ordning. Argumenterne for at ændre på strukturen skal blandt andet findes i bedre muligheder for samarbejde mellem pædagoger og lærere, bedre udnyttelse af pladsen og mulighed for at børnene får et bedre kendskab til de øvrige elever i deres årgang. Skolelederen påpegede, at ændringerne ikke drejer sig om et forsøg på at finde besparelser. - Der ligger ikke en skjult agenda bag det her, der vil være de samme ressourcer, men det er klart, at der vil være nogle fordele ved at lægge SFO’erne sammen, sagde han til de fremmødte. Skolelederen fik trods sin fremlæggelse af ideerne bag strukturændringen imidlertid også påpeget, at han var pinligt bevidst om, at eventuelle ændringer udelukkende ville blive indført efter inddragelse af forældre, medarbejdere, skolebestyrelse og en særligt udpeget styregruppe. Det fik en del forældre til at tilkendegive tilfredshed. - Af hjertet tak for at du har lyttet til os. Vi vil holde dig fast på, at tavlen er visket ren, og at du vil starte forfra, sagde Jane Hjort, der er en af de aktive forældre bag underskriftindsamling og fremmødet i kommunalbestyrelsen. Jane Hjort understreger dog overfor Hvidovre Avis, at hun fortsat er bekymret for, at processen fremover ganske enkelt er for kort. René Rasmussen Sjøholm har nemlig inviteret forældrene til tre temaftener i januar, hvor de tre mulige ændringer vil blive drøftet. Derefter vil styregruppen tage en beslutning den 27. januar, så nuværende og kommende forældre til børn i indskolingen kan få en hurtig udmelding. - Vi er bekymrede for tidsfristen, som vi synes er meget kort, og vi håber, at ledelsen holder sit ord, siger hun.
Også ros
Under dialogaftenen var det dog ikke kun bekymrede forældre, der tog ordet og kritiserede skolelederen. - Jeg har ikke skrevet under på underskriftindsamlingen, selv om fremgangsmåden fra skoleledelsens side har været dårlig. Ændringerne handler om indhold, og jeg synes, der er nogle ting i indskolingen, der ikke fungerer optimalt. Sporstrukturen er f.eks. uhensigtsmæssig i forhold til sen klassedannelse og samarbejde på tværs af årgange, sagde Allan Guldberg Det udløste blandt mange indlæg i løbet af aftenen klap-salver, selv om flere fortsat påpegede, at der efter deres mening manglede dokumentation for om en strukturændring vil gavne børnene i indskolingen. - Jeg er stadigvæk meget imod sammenlægningen. F.eks. sambrugen af lokaler - hvor børnene i deres SFO-tid skal/kan være i de samme klasselokaler, - som de har været i fra 8-14. Det var blandt andet derfor, at vi fravalgte "Spor A/ Alleen", fordi her bliver børnene nødt til at "søge ro" i klasselokalerne - i SFO-tiden, hvis de vel at mærke ikke ønsker at være i værksted eller alrum. Som jeg ser det, har børn brug for et sceneskift fra skole til SFO og tryghed i faste rammer, med et fast tilhørsforhold og en klar struktur - fremfor alle mulige valgmuligheder for værkstedsaktiviteter og relationer på kryds og tværs af klasser og årgange. Hvilket den nyeste forskning i øvrigt også konkludere, siger forælder Rikke Gjaldbæk Sørensen efterfølgende til Hvidovre Avis De involverede forældre bliver nu indkaldt til i alt tre møder den 7., 14. og 25. januar, hvor hver del skal drøftes indgående. key