Åbent hus på Ungdomsskolen blev et tilløbsstykke
Rigtig mange elever mødte nemlig op for at sige god jul - og ikke mindst for at vise nogle af de mange ting frem, som de har lært i løbet af sæsonen. Mange forældre og søskende deltog desuden i åbent-hus-arrangementet. - Vi holdt åbent hus og juleafslutning for alle hold, for at eleverne kunne vise hvad de havde lært, fortæller viceskoleleder Lise Zaar til Hvidovre Avis. Det betød, at der var opvisning af blandt andet Zumba, cheerleading, spiludvikling, rollespil og matematik-dart. Dertil var skolens demokrati-hold De Unge Stemmer aktive med deres egen bod, hvor de afholdt en konkurrence om at finde skolens tre F’er: Faglighed, Fordybelse og Fællesskaber. - Det var en super dag for alle parter, hvor vi fik lov til at åbne døren og give nogle smagsprøver på hvad vi kan, siger Lise Zaar. Ungdomsskolen, der har til huse i Enghøjhuset, har i alt 2.500 hold-elever og derudover 1.400 aktive elever. Skolen starter en ny sæson efter juleferien og programmet og mulighederne kan ses på Ungdomsskolens hjemmeside.