Kendt kommunal leder stopper i Odense
En af landets mest kendte kommunale ledere stopper
Odense Kommune skal i den nærmeste fremtid ud at lede efter en erstatning for den nuværende administrerende direktør for ældre- og handicapforvaltningen.
Det står klart efter, at den nuværende direktør, Helene Bækmark, netop har meddelt, at hun har sagt ja til en stilling som kommunaldirektør i Faaborg-Midtfyn Kommune. Det skriver Denoffentlige.dk på sin hjemmeside.
Dermed er det en af landets mest kendte kommunale ledere, som tager springet til toppen. Helene Bækmark har i sin stilling som administrerende direktør for ældre- og handicapforvaltningen i Odense Kommune sat en helt ny kurs i udvikling af ældreområdet, som har skabt opmærksomhed både nationalt og internationalt.
Før chefposten i Odense blev Bækmark kendt i hele landet for sin omstilling af ældreområdet i Fredericia Kommune. Her satte hun en landsdækkende dagsorden for hjemmeplejeområdet med projektet 'Aktiv hele livet'.
”Faaborg-Midtfyn Kommunes udviklingsstrategi er et væsentligt og ambitiøst bud på vejen til fremtiden. Den viser tydeligt, at man ser udfordringen i øjnene og aktivt har taget styringen for egen fremtid”, siger Helene Bækmark til Den offentlige.dk.
”Jeg ser frem til, at det bliver både spændende og udfordrende at være kommunaldirektør i Faaborg-Midtfyn,” siger Helene Bækmark, som er cand. jur., og hvis karriere startede i Undervisningsministeriet, hvor hun var fuldmægtig. Så fulgte en stilling som vicekontorchef og siden kontorchef i Kontoret for uddannelse, kompetence og ledelsesudvikling i KL. I 2006 gik turen til Fredericia, hvor Helene Bækmark i fem år var direktør for pleje, sundhed og arbejdsmarked inden hun kom til Odense.
”Kommunernes opgave er under forandring. Vi skal bevæge os fra at tilbyde til at facilitere. Vi skal blive meget bedre til at byde relevante parter ind til en perspektivrig samtale om, hvordan vi som lokalsamfund kan skabe bedre liv for borgerne”, siger Helene Bækmark, som tiltræder stillingen den 4. januar.