Flere børn kom i klubber og sfo'er
- Vi er overraskede og glade over den øgede tilslutning, siger Skole- og Børneudvalgsformand
Sablerne raslede, og mange forudså, at børnene ville flygte fra klubber og sfo'er, da skolereformen med den forlængede skoledag åd sig ind på deres eftermiddagstimer for halvandet år siden. De frygtede, at forældrene ville melde deres børn ud af klubber og sfo'er, som derefter ville stå halvtomme og kedelige hen. Men de seneste tal fra Skole- og Børneafdelingen viser, at frygten var ubegrundet, og at disse institutioner stadig hører til de foretrukne hos børn og unge. I gennemsnit vælger endnu flere nu at have deres børn i en form for fritidsordning efter skoletid. Antallet af elever, der går i sfo er samlet set steget fra 96,7 procent i 2015 til 97,5 i 2015. I klubberne er antallet samlet set vokset fra 79,9 procent til 83,4. - Vi er meget overraskede og glade for den store tilslutning til vores pædagogiske tilbud, siger formanden for Skole- og Børneudvalget Claus Larsen (S), der nu kan ånde lettet op. - Det er vigtigt, at børnene har et sted at gå hen efter skole, som de er glade for. Derfor er det en lettelse, at de stadig holder ved, mener Claus Larsen.
Klub Midt samles
Klub Midt, der hører til Tjørnegårdskolen, skal i fremtiden samles, så eleverne kommer til at gå under samme tag. I øjeblikket drejer nogle af eleverne til højre og andre til venstre, når de har fri for skole og skal hen til enten Klub Arena (det tidligere 'Hullet' red.) ved Ejboparken eller i Hyrdehøj. - Vi vil samle klubberne, så børnene fra samme skole kommer i samme tilbud, på den måde bliver klubben også lettere at drive, siger Claus Larsen. Om børnene skal samles det ene eller det ande sted, tager politikerne stilling til efter sagen har været i høring frem til 4. januar. ag@roskildeavis.dk