Fortsæt til indhold

Det'sørme, det'sandt december 3/12-6/12

Arkiv
Arkiv

Opfrisk julerepertoiret Seniorkoret under AOF er vært ved en kop kaffe eller the og ser frem til at synge eget julerepertoire sammen med publikum. Sangen er torsdag 3. december kl.13.45-15.15 ledsaget af klaver eller harmonika og finder sted på Gråbrødre Skole lokale 24, Grønnegade 15.


Find vægternissen
Severin har boet i Sankt Laurentius i mere end 500 år, faktisk lige siden tårnet blev bygget. Han er byens vægternisse. Mens Roskilde sover, sørger Severin for god ro og orden. Om dagen sidder han i det gamle rådhustårn og blunder i sin bløde lænestol. Nu kan børn og unge under 18 år forsøge at finde Severins nissebo og om de mon kan få et glimt af Severin. Det sker i Sankt Laurentius på Stændertorvet lørdag 5. og søndag 6. december, lørdag 12. og søndag 13. december samt lørdag 19. og søndag 20. december kl. 11-15.


Julemarked for udvikling i Cambodja
Det årlige julemarked i Sognegården i Svogerslev byder på boder med salg af stearinlys, duge, hjemmebag, julepynt og meget mere. Markedet støtter sognets projekt for udvikling i Cambodja og finder sted lørdag 5. december kl. 10-14 og søndag 6. december kl. 11-14.


Juletræ i juletoget
Tag med juletoget gennem Hedeland og hent årets flotteste gran til stuen. Hedelands Veteranbane kører juletog de sidst tre weekender før jul med 10 afgange fra Hedehusgård station – Første weekend er 5. og 6. december. Ved Rubjerg kan man hente juletræet ved De Gule Spejderes julestue eller lune sig med glögg og æbleskiver. Skulle december blive en hvid én af slagsen, kan kælken medbringes til de stejle bakker i landskabet.


Julemarked i Baghuset
Mia Williaume og Niels Valentin slår dørene op til udstilling og unika kunst-julemarked. Flere kunsthåndværkere præsenterer værker, og man kan finde årets gaver blandt patchwork, filt, akvareller og collager. Det sker lørdag 5. december og søndag 6. december kl. 11-17 i Valdemars Gård, Jernbanegade 40.


Filt, filt, filt
Nisser, hjerter, æbler og mange flere sager filtet i ren uld som i gamle dage, kan ses på Roskilde Bibliotek indtil lillejuleaftensdag onsdag 23. december, når Roskilde Filteforening udstiller juleting i december.


Blæserkoncert i Domkirken
Odd Fellow Logerne i Roskilde inviterer traditionen tro til julekoncert i Domkirken, hvor trompetist Per Nielsen og Roskilde Gardens blæsere spiller op. Koncerten spiller søndag 6. december kl. 14-15.30 og billetter fås via billetnet.dk eller i våbenhuset. Overskud fra koncerten anvendes til julehjælp i lokalområdet.