Fortsæt til indhold

Springvandet på plads

Klar til næste års studenter

Arkiv
Anette Gundlach

Springvandet på Stændertorvet blev hejst på plads fredag formiddag. Håndværkerne målte og vurderede. Til sidst kunne de dog glade konstatere, at det stod lige præcis som det skulle. Springvandet har været igennem en gennemgribende renovering, mens Stændertovet har været under ombygning. Indtil det sidste var det usikkert, om det ville komme på plads i år eller først til foråret.

Stort arbejde

Det har været et stort arbejde at renovere det gamle torvevartegn. Det var blandt andet belagt med millimeter tykke kalkflager, viste Ole Knudsen fra Roskilde Stenhuggeri til Roskilde Avis. Det er ham, der har stået for renoveringen, og han forklarede, at det i fremtiden er slut med den den type af forkalkning . Ole Knudsen stod også for renoveringen for 35 år siden. Dengang foregik det med tørslibning på stedet, som gav en masse støv og larm.

Sten fra Bremen

Selve springvandet er lavet i såkaldt Bremer sandsten. Sådan kaldte man det, fordi den blev udskibet fra havnebyen Bremen ved Weser-flodens munding. Men i virkeligheden stammer den fra Obernkirchen ved Schaumburg-Lippe meget længere inde i Tyskland, hvorfra den så blev transporteret ned ad floden og udskibet fra Bremen, beretter Ole Knudsen. Springvandet blev betalt af Roskildes velgører O.H. Schmeltz og sat op på torvet i 1895. Det blev lavet af firmaet Carl Scheller på Nordre Fasanvej, fordi der dengang ikke var stenhuggere i Roskilde til at udføre sådan et arbejde, hvilket også kan ses med de store gravmonumenter på Gråbrødre Kirkegård. Ole Knudsen er i øvrigt selv udlært hos en efterfølger til Scheller i 1967, inden han i 1970 kom til Roskilde og åbnede sin egen virksomhed. ag@roskildeavis.dk