På tur med det gode skib Helene
Næste års sejlplan for fjordbåden Helene kan nu ses på VisitHaderslevs hjemmeside
helene I 2016 byder fjordbåden igen på nyheder. Torsdag den 2. juni kan man møde Koushi Radhakrishnan ombord, kendt fra Strikkedysten på TVSyd. Man er velkommen til at tage sit strikketøj med. Er man mere til Rock & Roll kan man den 15. september møde The Fireballs. De spiller gammeldags højoktan Rock and Roll. 50’er musik som i de forrygende dage da lyden var analog og verden var i Technicolor. “Er du til Country musik byder Helene på Country Expressen i juni og Big Cash Trio i september. Sidstnævnte byder på en en musikalsk rejse, i selskab med en af countrymusikkens helt store legender, Johnny Cash “The man in Black”. Torsdag den 9. juni underholder ”Godt Gråt”. ”Godt Gråt” byder på ørehængere, country, irsk, dansk engelsk og tysk. Overinspektør Lennart Madsen fra Museum Sønderjylland Haderslev fortæller om fjordens spændende historie og om de historiske steder, som skibet passerer torsdag den 22. august,” fortæller man hos VisitHaderslev. “Selvfølgelig byder Helene igen på vore traditionelle Jazzture med Neanders og Finn Burich"s orkester. Der er også et gensyn med den irske musiker Tom Donovan og Haderslev"s festorkester Randi & Bjarne,” fortsætter de. Som noget helt nyt er der lavet et samarbejde med VisitAssens. Helene genoptager sejladsen til Assens alle onsdage i juli måned. Ved ankomsten til Assens vil det være muligt at deltage på en guided tur i Assens. Her fortælles om søhelten Peter Willemoes, derefter besøges den imponerende Vor Frue Kirke, der er Fyns næststørste kirke, Willemoesgården, Plums velbevarede købmandsgård med den gamle skænkestue. Efter besøg i Brydes gård slutter turen på Østergade tæt ved Tobaksgården. Den guidede tur varer 1 time og derefter kan man hygge sig et par timer i Assens på egen hånd inden turen går retur til Aarøsund og Haderslev. VisitHaderslev har i år gennemført over 200 guidede ture. ”9. april turen” har været en stor succes i 2015.