Mesterbag for
Foto af Erling J. Pedersen
Juletræet pyntet og lysende. Borddekorationer med tændte lys, mos og gran. Store smil og masser af småkager og dej i dåser, på fade, i ruller og klumper.
Alle stemte i og bød julen og adventen velkommen til tonerne af ‘Der er noget i luften', og der var så sandelig noget i luften.
For fjerde år i træk samledes unge som gamle i sognegårdens lyse festlokaler for at dyste om titlen som Årets Mesterbager. Glögg og æbleskiver stod linet op på langbordet, mens 65-70 sognebørn vrimlede ind.
Fnisende konfirmander, glade herrer og damer, spændte præster og menighedsrådsmedlemmer blandede sig i køen for at aflevere hjemmebag til konkurrencen.
Ingefærkager, italienske småkager med appelsinskal og rosmarin, pebernødder, sukkerkringler, brunkager, amerikanske Snickerdoodles og andre krydrede sager blev linet op. Seks dommerkager og resten anrettet til de spændte gæster - Og modstandere.
Konsistens, smag og sprødhed
Dommerpanelet var nøje sammensat.
- En ung konfirmand. Én herre, der har smagt flere kager, end han har bagt.
Et par damer, der kender alt til småkagekunstens kringelkroge og én præst, der kan sikre, at den mest gejstlige småkage vinder, fortalte sognepræst Marianne Juel Maagaard.
Det blev de italienske småkager, der løb med sejren for den friske, syrlige smag og det gode knæk.
- Det er en opskrift, jeg fandt til min datters bryllup, hvor maden skulle være italiensk. De er meget lækre med rosmarin, appelsinskal og pistacienødder, men da jeg hev dem ud af ovnen i går, så stod rosmarinen altså stadig på bordet. Tænk, så vandt jeg alligevel, grinede en stolt Birgit Holde.
Auktion for Kafé Klaus
Bagedysten kulminerede i bortauktionering af småkagedej til fordel for varmestuen Kafé Klaus, og det skortede ikke på jokes og gode grin under hammerslaget.
- Hvad? Byder vi nu kun i fem kroners intervaller, måbede sognepræst Anders Skaanning Andersen, mens budene på en enkelt dejrulle langsomt sneglede sig fra 220 og 225 kroner til 230 og 235 kroner, før en ældre herre råbte: 300 kroner og kunne gå hjem med kage til kaffen.
- Der er ekstra portvin, næste gang man går til nadver til den, som byder nu, sagde Marianne Juel Maagaard, da sognepræstens egen dej kom på bud.
- Ja, så kan man rigtig komme i kridthuset hos pastoren, tilføjede Anders Skaanning Andersen, og hele salen hujede.
Mens folk så småt fik pakket sig sammen, klar til at komme videre med dagens dont, havde Sognegården samlet langt over 4.000 kroner ind til Kirkens Korshærs varmestue, der i juledagene kan vente hen imod 50 daglige gæster i form af hjemløse, misbrugere og psykisk syge.
avk@roskildeavis.dk