Fortsæt til indhold

Billeder fra året der gik

2015 bød blandt andet på bridgewalking, spadestik og musical

Arkiv
Af Lars Saugbjerg
Sommeren udeblev - rocken var der. Regnen silede ned, folk blev våde og halvkolde, men musikken spillede ufortrødent videre, da Fredericia Shopping bød på Sommerrock 2015 den 29. maj. Midtbyen blev omdannet til en paraplyfuld, våd oase med god musikalsk underholdning på alle gadehjørner og pladser. Vi håber på bedre vejr næste år. Foto: Lars Saugbjerg
Den 6. oktober blev spaden for første gang stukket i jorden til et rigtigt byggeprojekt på det store FredericiaC-område. I hjørnet ud mod Kongensgade og Oldenborggade bliver der bygget 41 almene lejligheder, 13 ejerlejligheder og 600 kvadratmeter erhvervslokaler. Projektet har fået navnet Frederikshuset. Foto: Peter Friis Autzen
Lasse Starup Petersen, der er ansat på Ti Trin Ned i Fredericia, har styr på gryderne. Han blev i februar kåret som Årets Kok. ”Jeg elsker at lave mad til folk. Jeg elsker at gøre dem glade og jublende tilfredse. Det er fedt at vise sit håndværk,” lød det fra Lasse Starup Petersen. Foto: Lars Saugbjerg
Tirsdag den 3. november ankom Madsby Legeparks nye attraktion; en 19 meter lang oplevelsesbro. En kæmpe kran fjernede først den 33 år gamle bro, hvorefter den nye blev løftet på plads. ”Den nye oplevelsesbro er en form for bridgewalking i børnehøjde,” lød det fra Kim Ekstrøm, souschef i Madsby Legepark. Broen blev officielt indviet den 24. november. Foto: Lars Saugbjerg
Den 25. september havde Fredericia Teater premiere på den store musical-succes baseret på Shubiduas musik. Publikum tog imod forestillingen med stående ovationer - og den fik topkarakterer i landets medier. Musicalen, der nu rykker til Østre Gasværk Teater og Musikhuset Aarhus, har solgt over 120.000 billetter. Foto: Peter Friis Autzen.
Kathrine Lemmeke Madsen og Emil Deleuran delte 50.000 kroner fredag den 28. august, da de vandt Lokalavisens Talentjagt. Triatleten Emil Deuleran vandt 25.000 kroner som årets sportstalent. Kathrine Lemmeke Madsen, der er et talent inden for sang og skuespil, vandt kulturprisen. Priserne blev overrakt på byens rådhusplads. Foto: Lars Saugbjerg
Den 13. maj anløb det eksklusive krydstogtskib Celebrity Silhouette Fredericia - med cirka 2.800 passagerer om bord. Det var det første af i alt fem krydstogtanløb i 2015. Fredericia har taget rollen som krydstogtvært på sig, og hos ’Cruise Fredericia’ glæder man sig over opbakningen fra byens borgere. Både i byens foreningsliv, erhvervsliv, detailhandel og hos kommunen er der en vilje til at gøre besøgene til en god oplevelse for alle. Foto: Lars Saugbjerg