“Ingen troede på vores ægteskab”

I dag vil klokkerne ringe i Hedensted kirke, mens et forelsket og lykkeligt par går op ad gulvet for at få Guds velsignelse som ægtefolk. Men bruden vil atypisk være gråhåret, iført rosa kjole, og ved hendes side er ikke hendes far, men derimod hendes ægtemand gennem 50 år.
“Min far ville ikke føre mig op ad kirkegulvet til en fyr, jeg kun havde kendt i fire en halv måned. Det gik så hurtigt, da vi blev gift, så vi tog på rådhuset og fik en borgerlig vielse. Men nu skal det altså være,” siger Joan Fuglsbjerg og slår med en knytnæve ud i luften for at understrege festens alvor.
Hendes mand Frank Fuglsbjerg kigger smilende på sin hustru og nikker bestemt.
LÆS OGSÅ: I vores ægteskab er skilsmisse ikke en løsning

Guldløber og limousine

Den 17. december kan parret fejre guldbryllup. Og scenen er sat.
“Der skal være en guldløber foran døren til gæsterne, der kommer til morgensang og rundstykker. Selvfølgelig gør vi lidt ud af det på selve dagen, men det helt store slag bliver slået lørdag den 19. december, hvor vi altså holder kirkebryllup med det hele. Limousine, bryllupskage og stor fest på Pejsegården. Nemlig,” siger Joan Fuglesbjerg.
Der var ingen i parrets omgangskreds, der for 50 år siden troede, at Frank og Joans forhold ville holde.
Frank var allerede gift med en anden kvinde, da han blev indlagt med et brækket ben på Horsens Sygehus i 1965. Men alligevel flirtede han med sygeplejeeleven Joan.
“Dengang stod patientblomsterne på gangen, og jeg husker, hvordan Frank humpede ud med sit dårlige ben og tog én blomst fra hver vase, samlede i en buket og gav mig,” husker hun tilbage.
Joan var på det tidspunkt selv forlovet, og der skulle mere til at imponere hende. En lys morgen den 28. juli 1965 stødte Frank og Joan tilfældigt på hinanden ved bageren på Sundvej.
“Så inviterede han mig ud at spise ved pavillonen i Juelsminde samme aften. Og nu sidder vi her,” fortæller Joan.
Parret var sammen hver aften siden da, fik afsluttet hver deres ægteskab og forlovelse, mens vennerne rystede på hovedet af dem.

Spillede med åbne kort

“Vi lærte hinanden at kende på en hel særlig måde det efterår. Vi lagde alle kortene på bordet fra begyndelsen, og det er måske det, der gør, at vi stadig er sammen. Tit viser man ikke sit sande jeg og alle uvanerne i begyndelsen af et forhold, og bliver derfor overrasket senere. Gu' var det da rebelsk, at vi efter fire en halv måned absolut skulle giftes kort inden jul. Ingen troede på vores ægteskab,” lyder det fra Joan, mens Frank tilføjer:
“Men de venner, der dengang rystede på hovedet af os, er skilt den dag i dag,” siger Frank, mens parret griner ved tanken om alt det postyr, der var omkring brylluppet.
Parret flyttede ind i en lejlighed på Sønderbro i Horsens.
“Vi havde kun lige midler til at holde skindet på næsen dengang, hvor jeg var maskinarbejder, og Joan var sygeplejeelev. Jeg tror også, at vores forhold blev stærkere af, at vi sammen skulle klare skærene. Der var ingen kære mor til at hjælpe hverken økonomisk eller praktisk, som man oplever det i dag,” fortæller Frank.
Men de gik bedre tider i møde, da Joan blev færdiguddannet som sygeplejerske. Kort efter blev hun opfordret til at søge en stilling som afdelingssygeplejerske på Horsens Sygehus.
“Hun blev landets yngste afdelingssygeplejerske som 25-årig og styrede øre-næse-hals afdelingen i 40 år,” praler Frank af hustruen.
Selv blev han selvstændig ejendomsmægler og investerede i 70'erne i alle grundene i Fjordparken. Senere blev han landets bedste EDB-sælger hos Olivetti.

Store armbevægelser

“Vi købte et stort hus i Ølsted, fik tre døtre og levede livet. Vi var nogle af de første, der fik en indendørs pool i huset dengang,” siger Frank med en vis stolthed i stemmen.
“Vi levede uden tvivl et liv på 1. klasse med vilde fester, impulsive rejser og bilkøb og krabbeklør med vennerne. Nu skal man ikke tro, at vores ægteskab bare har været en dans på roser. Vi har da sandelig haft vores ture, hvor skænderier har afløst hinanden, og jeg har stået klar til at flytte med tandbørsten i hånden. Kærlighed er ikke uden kamp og tårer, men hos os har den heldigvis sejret hver gang,” siger Joan og kigger forelsket på sin Frank.




Vi lagde alle kortene på bordet fra begyndelsen, og det er måske det, der gør, at vi stadig er sammen
Joan og Frank Fuglsbjerg