Sølvskat på top ti
Kulturstyrelsen har sat fundet af sølvskatten fra Lille Karleby på årets top ti over de mest bemærkelsesværdige arkæologiske fund i 2015.
Skatten blev fundet på en mark ved Lille Karleby i august af detektorarkæolog Søren Bagge. I første omgang var det et lille sølvbæger, der dukkede frem af mulden. Da arkæologerne fra Roskilde Museum gik i gang med at kigge dybere i muldlaget blev det klart at her var et større fund.
Museets folk tog en hel jordblok med hjem. Blokken blev skannet i en CT-skanner på Roskilde Sygehus. Her kunne man se, at der var mange dele i fundet. Delene blev gravet fri af blokken og resulterede i 392 effekter. Blandt dem var to sølvbægere, en stor 25 cm lang dragtnål fra det irsk/skotske område, et stort bronzespænde af nordisk oprindelse og diverse glas-, rav-, krystal- og sølvperler og 18 mønter af arabisk og vesteuropæisk oprindelse.
Skatten er formodentlig gravet ned i anden halvdel af 900-årene.