Servicerådgiver kommer hjem til VW-familien
JOB: Lars Rasmussen har været en del af Volkswagen-koncernen i mere end tyve år. Efter en kort afstikker er han nu vendt hjem og blevet servicerådgiver for Audi Køge.
Lars Rasmussen er ny servicerådgiver hos Audi Køge, og han er med jobskiftet vendt tilbage til kendte rammer. Han har været servicerådgiver i mere end 20 år, og langt størstedelen er brugt på at hjælpe Volkswagen, Skoda og Audi-kunder.
50-årige Lars Rasmussen er uddannet mekaniker, og efter endt uddannelse var han i et par år mekaniker hos Volkswagen. Siden da har han brugt sine kompetencer som servicerådgiver med 15 år hos Volkswagen-afdelingen i Taastrup og sidenhen i Store Heddinge. Nu er han tilbage efter at have været væk fra ”familien” i to et halvt år.
- Jeg savnede livet på et autoriseret værksted, hvor man hele tiden følger med udviklingen og bliver holdt opdateret med kurser. Her er vi på forkant med udviklingen af bilerne og er klar med nye løsninger. Det er en spændende organisation, der er i en rivende udvikling, siger Lars Rasmussen.
Han fremhæver, at selv om han har været i branchen hele sit arbejdsliv, så vil han med sit nye arbejde hos Audi Køge stadig kunne lære noget hver eneste dag.
- Det er toppen af kransekagen at være her i Køge, da det er et spændende hus i udvikling. Vi har mange kompetencer i huset, og det er fedt at være en del af, siger Lars Rasmussen.
Hans store passion er motorcykler og motorsport. Sidstnævnte har flere gange bragt ham til 24-timers løbet Le Mans i Frankrig, for her har han kunnet kombinere sin store interesse med at fejre flere sejre til familien, når Audi er kørt først over stregen.