El-brand i carport
Alt tyder på, at det var en dårlig udført el-installation, der var skyld i en brand i en carport på Nagels Rende i Ejby natten mellem 23. og 24. december.
- Vi har fået at vide, der havde været noget elarbejde i carporten, siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
- Da der ikke er noget, som tyder på, at branden er påsat, regner vi med, at brandårsagen skal findes i elinstallationen.
Branden i carporten havde godt fat allerede, da Lejre Brandvæsen kom til stedet lige efter klokken to nat. Bilen i carporten var udbrændt, og ilden var begyndt at få fat i gavlen på huset. Det lykkedes for brandfolkene at forhindre ilden i at få ordentligt fat i huset med hjælp af et røgdykkerhold, der blev sendt ind i huset. Et andet røgdykkerhold fik slukket ilden i bil og carport.
Lejre Brandvæsen havde fem brandkøretøjer og 13 mand på opgaven.
Ingen mennesker eller dyr kom til skade i forbindelse med branden. Huset fik brandskadet gavlen og røg- og sodskader indenfor.
ja-