Fortsæt til indhold

Fodboldklub donerer 40 sæt gaver til hjemløse

Arkiv
Danni Paulsen

Mens vi sidder i varmen og hygger med familien, pakker julegaver op og spiser os overmætte i and og sovs den 24. december, så er der andre, der slet ikke nyder den glæde.
Det prøver man dog at gøre noget ved på forsorgshjemmet St. Dannesbo, der ligger uden for Odense.
Her holder mange hjemløse til, og de fleste har ikke en familie at holde juleaften med.
St. Dannesbo samler hvert år ind til gaver til hjemløse, der opholder sig på hjemmet juleaften, og for halvanden måned siden skrev de et opslag på deres Facebook-side, hvor de opfordrede firmaer til at sponsorere stort og småt.

OB tog kontakt

Opslaget blev delt mere end 600 gange og nåede også ud til ledere i Odense Boldklub.
“Vi får jo rigtig mange henvendelser fra velgørenhedsorganisationer, og vi kan desværre ikke støtte alt, selv om vi gerne vil. Men lige præcis i det her tilfælde så vi faktisk selv deres opslag på Facebook. Så snakkede vi internt og med fanshoppen, om det ikke gav god mening at donere noget af vores merchandise,” fortæller marketingansvarlig i Odense Sport og Event Andreas Bøttger til Lokalavisen Odense.

Hjemløse OB-fans

Sammen med fanshoppen besluttede klubben at give en flot donation på 40 OB-sæt bestående af blå-hvide soveposer, tasker, halstørklæder og huer.
“Vi tog kontakt til St. Dannesbo, og de fortalte, at flere af deres beboere faktisk er store OB-fans, så den lå jo lige til højrebenet,” siger Andreas Bøttger.
De 40 sæt er nu blevet afhentet af forsorgshjemmet og indgår sammen med en masse andre gaver i julesortimentet til de hjemløse.
“Det er en virkelig flot gave, og vi har også fået fine ting fra blandt andet JBS, Summerbird, The Body Shop og en del private, så vi er meget glade og taknemmelige,” siger socialpædagog Sarah Petersen fra St. Dannesbo.