Fortsæt til indhold

Julemanden glæder sig til jul

Hans Kaarde Gundesen fra 7-kanten deler sine juleminder med Lokalavisens læsere

Arkiv
Kim Schou

Da Hans Kaarde Gundesen i lørdags blev vækket af alle børnene på varde Torv, var det en glad julemand, der efter elleve måneders søvn, kunne se tilbage på de mange juleaftener han selv har haft.

"Jeg husker en jul, hvor vi alle var syge. Min mor insisterede på and og rødkål, men ingen spiste noget. Men ellers er der mange mindeværdige juleaftener. Især husker jeg min barndoms juleaftener. Så kom begge mine oldemødre, og der var en helt særlig stemning omkring det. I mit voksne liv er det nok de tre juleaftener jeg har holdt i USA;" fortæller julemanden.

"Det bliver altid lidt anderledes når man prøver at skabe de samme vilkår under fremmede himmelstrøg. Julen 2007 fejrede vi i nærheden af Los Angeles. Vi havde samlet en hel flok mennesker, som ikke havde andre steder at gå hen og fejre jul. Tre drenge fra Danmark var på gennemrejse. Vi mødte dem tilfældigt lillejuleaften og bød dem hjem til os. Desuden kom et par stykker mere fra vores bekendtskabskreds. Ikke mindst de tre drenge, som havde været parate til at spise et hurtigt McDonalds måltid, blev glade for at have fundet et dansk hjem midt i Californien, hvor der serveredes flæskesteg med sprød svær og ris ala mande," tilføjer Hans Kaarde Gundesen.

Dejlig gave

Når det kommer til gaverne, så er der også en speciel gave, der står tydeligt i erindringen.

"Jeg husker tydeligt en gave fra den jul. Det var en af vore amerikanske bekendte, der gav mig en rød brandbil lavet af skrotmetal. Ellers husker jeg nok mest de julegaver, hvor man følte sig lidt snydt og misforstået. En enkelt ramte dog helt plet. Af en fjern slægtning fik jeg som barn i 60'erne et multi-toolsæt, bygget på en lommelampe. Det var bare hipt dengang og jeg havde den i mange, mange år," fortæller julemanden, som ikke mener, at gaverne er det vigtigste.

"Jul har intet med gaver og juletræer at gøre. Jul er fred og samvær. Det er de stille stunder. De lange gåture imellem al maden. Julen er hjertets fest. Og så er julen selvfølgelig fortællingen om Gud selv, der den dag tog menneskeskikkelse og levede vort liv, døde for vores skyld og dermed satte os fri til at leve et liv uden frygt. Det er da helt fantastisk. Det er da værd at fejre igen og igen. Jul er for mig tæt forbundet med kirke og alt det kirken står for. Godt, at jeg da også er ansat i folkekirken," smiler han.

Julen holdes hjemme

Som ansat i folkekirken, holdes julen tæt i hjemmet.

"Vi skal holde jul hjemme. Både min kone og jeg er jo på arbejde i de dage. For år tilbage var jeg organist i Sønderjylland og kom meget sent hjem. Derfor holdt vi jul på lillejuleaften og nøjedes med en flæskestegssandwich på selve juleaften. Normalt får vi and og flæskesteg, men jeg har to dyrerygge i fryseren, så det bliver nok dem, der kommer på bordet. Derefter skal vi selvfølgelig have ris ala mande," fortæller Hans Kaarde Gundensen, som vender tilbage til emnet om gaverne.

"Tilbage til det med gaver. Jeg synes ikke gaver er så vigtige. Det der er vigtigst, er at sprede en glæde her og nu. Jeg tror ikke på store fine gaver - opfatter det som et ræs. Men lidt må der godt være. Jeg har sagt til børnene, at i år kan de give mig en single malt, jeg kan hygge med i juledagene. Gaver skal være relevante eller morsomme. Kan de ikke være det, skal de være drikke- eller spiselige. Alt andet er unødigt. Min datter fik et skøde på 100 m2 urskov for et par år siden. Det synes jeg var en relevant og morsom gave," slutter julemanden, Hans Kaarde Gundesen.