Kom nu hjem skat
EN MILLION KRONER OM MÅNEDEN har alene Roskilde kommune tabt, siden Skat er brudt helt sammen og har opgivet at indkræve de beløb, som folk skylder f.eks. til daginstitutioner, i børnepenge, for parkeringsbøder – eller i ejendoms- og personskat.
For de penge kunne kommunen sørge for meget god undervisning i skolerne, forbedre pasningen af ældre på plejehjem og børn i daginstitutionerne – eller skaffe plads til nogle af de nye flygtninge. Bare for at nævne nogle af de mest påtrængende opgaver.
NÅR ROSKILDE NU SELV prøver at kradse pengene ind, sådan som byrådet beslutter på sit kommende møde, er det altså almindelig sund fornuft. Kommunen har ikke selv ret til at sende rykkere – den opgave ligger hos Skat, der ikke kan finde ud af det – men den kan kontakte skyldnerne og prøve at få flere penge ind gennem frivillige aftaler.
Forsøget er værd at prøve, for det kan i hvert fald ikke blive værre end nu. Når skat er sat ud af spillet, så ingen længere er sikker på, at enhver betaler sit, så ryger nemlig også den gensidige tillid mellem borgerne, som hidtil har gjort vores samfund så velfungerende og næsten fri for korruption.
DE GALE EKSEMPLER er der nok af. Det værste er vel Grækenland, hvor alle, der kendte nogen i systemet, kunne slippe for at betale, mens landet bare lånte flere penge i andre EU-lande. Resultatet med forfærdelige nedskæringer, stor fattigdom og omfattende arbejdsløshed taler nok for sig selv.
Så langt er det heldigvis ikke kommet hos os. Men de mange koks hos Skat fjerner faktisk indtægterne til den danske velfærd, som vi alle skal have glæde af, og ejendomsskatterne har i mange tilfælde også været helt hen i vejret.
HVORDAN ER DET GÅET SÅ GALT, må vi som borgere spørge. Det er jo kvaliteten i børneinstitutioner, skoler, plejehjem og på mange andre områder, som det går ud over, når pengene ikke kommer ind, som de skal.
Politisk har partierne og de skiftende regeringer gennem de sidste 10 år ikke rigtigt noget at lade hinanden høre, for dumhederne er begået i fællesskab.
DEN ENE STORE FADÆSE var at indføre et nyt it-system, EFI, og så fyre de folk, der havde lavet arbejdet, før man vidste, om det ville fungere. Mange milliarder er tabt på grund af et system, der nu må opgives.
Denne skandale føjer sig til en stor og stærk tradition i landets offentlige sektor, hvor smarte it-sælgere gang på gang får køberne til at hoppe på noget, der aldrig virker. Et andet nyligt eksempel på det er såmænd økonomi-systemet i Region Sjælland, der heller ikke fungerer.
MED MIN BAGGRUND i bladhuse, bliver den slags ekstra uforståeligt. Jeg har været på Roskilde Tidende, i Politikens Hus og nu igen hos Roskilde Avis og været med til at indføre ny teknik mange gange. Men alle de steder skrottede vi aldrig den gamle teknik, før den nye havde vist sig at fungere i praksis.
Men forskellen er jo nok, at vi skulle have et produkt på gaden hver dag. Derfor havde vi lige som mange andre virksomheder, der lever af at fremstille og sælge en vare, slet ikke råd til at begå den slags dumheder.
DEN ANDEN STORE FADÆSE var en helt vild centralisering i forbindelse med den uigennemtænkte kommunalreform i 2005, hvor både skatte-beregning og indbetalinger til det offentlige blev fjernet fra kommunerne og samlet i store centre, der hele tiden er flyttet rundt og aldrig rigtigt har fungeret.
Jeg savner faktisk barakken i Latinerhaven bag det gamle rådhus på Stændertorvet, hvor Ligningskommissionens formand og næstformand – 'Slagter Else' og 'Svend Iso' – herskede sammen med skatteinspektør Jørgen Philipsen og deres folk. De kendte både deres skatte-betalere og skyldnere, og man kunne gå hen og snakke med dem – men frem for alt fik de pengene ind.
Både ud fra et synspunkt om at sikre effektivitet og retfærdighed, skaffe nok penge til velfærden samt at få det nære demokrati til at fungere, er der mange gode argumenter for at sige:
KOM NU HJEM SKAT