Morten tager et år mere i SønderjyskE
Cheftræneren tager sin 13. sæson i SønderjyskE
Morten Henriksen tager endnu en sæson som cheftræner for SønderjyskE's ligamandskab.
Partnerne har forlænget kontrakten, så den også gælder for den kommende sæson.
Det bliver Morten Henriksens 13. sæson i SønderjyskE, og han begynder dermed så småt at ligne SønderjyskE's svar på Alex Ferguson, der stod i spidsen for Manchester United i 26 år.
"Der er stadig mange år til, at jeg har nået hans anciennitet. Jeg har ingen planer om, hvor jeg skal være om fem år. Lige nu tager jeg det et år ad gangen. Jeg vil ikke ende der, hvor folk siger, at jeg blev for længe. Jeg synes stadig, at det er spændende at møde på arbejde. Jeg er topmotiveret, og jeg føler, at jeg kan gøre en forskel."
Han har været en del af herrehåndbolden i SønderjyskE siden tiden i Tønder, og i Sønderborg har han taget turen fra tredje division og til ligaen. Siden 2. division har det været i rollen som cheftræner.
Nye udfordringer
"Jeg er stolt over den tillid og opbakning, som jeg oplever hver dag fra klubbens ledelse, sponsorerne og tilskuerne," fortæller Morten Henriksen, og fortsætter:
"Jeg er hver dag omgivet af fantastiske mennesker i skikkelser af ambitiøse og entusiastiske spillere, engagerede ledere på og omkring holdet og også i talentsektoren. Vi har en super organisation, som altid viser 100 procent opbakning."
Han glæder sig til fremtidens udfordringer:
"Der er sket rigtig meget med herrehåndboldprojektet i SønderjyskE, og jeg er oprigtig stolt af at jeg gennem årene har været med til at sætte mit præg på tingene. Arbejdet er slet ikke færdigt endnu, og i den nærmeste fremtid vil vi derfor tage hul på det håndboldmæssigt og organisatorisk næste trin på udviklingsstigen."
Glad direktør
Sports – og salgsdirektør Simon Hajdu Lindhardt glæder sig over kontraktforlængelsen:
"Morten Henriksen har ydet sit markante bidrag til en række milepæle, både håndboldmæssigt og organisatorisk, hos SønderjyskE. Jeg har haft et udviklende og lærerigt samarbejde med ham, og det ser jeg frem til at vi kan fortsætte i næste sæson også. Morten Henriksen har været i klubben i mange år, hvor han har lagt hele sin sjæl og engagement i arbejdet med at udvikle vores håndboldprojekt. Vi har gennem årene aldrig kunne sætte en finger på hans indsats, og på trods af, at han først og fremmest bliver målt på resultater og udviklingen af holdet og de enkelte spillere, har han haft energi og overskud til at bruge kræfter på andre områder, som er fremmende for byen. På det personlige plan glæder jeg mig også over, at vi kan fortsætte den gode sparring i det daglige," siger Simon Hajdu Lindhardt.