Nye boliger på vej i kommunen
Områder i Seest og Nr. Bjert udbydes
bolig Byrådet i Kolding Kommune vedtog mandag den 30. november et kommuneplantillæg for et nyt boligområde i Nr. Bjert. På samme møde vedtog de at udbyde to nye områder ved Overbyvej i Seest – den såkaldte Kløvkærgrund – til salg. Beslutningerne betyder, at der kan opføres op til 95 nye boliger i Kolding Kommune. I Seest er der tale om to delområder af hele Kløvkærgrunden, som nu skal udbydes til salg. Områderne udbydes til storparceller, hvor et eller flere byggefirmaer kan opføre tæt-lav boligbebyggelse til private. På det, der kaldes område 2 kan der bygges 10 nye boliger, mens der i det såkaldte område 3 kan bygges 25. Der er i forvejen planer om at opføre 35 lejeboliger og et fælleshus i området. Et byggeprojekt, som Lejerbo står bag. De to storparceller i Seest vil blive udbudt til salg i en periode på fem uger, men inden byggefirmaerne kan sætte gravemaskinerne i arbejde, skal der vedtages en ny lokalplan for området, som skal gøre det muligt at opføre tæt-lav bebyggelse. By og Udviklingsforvaltningen har været i dialog med nogle private byggefirmaer, som har vist interessen for at bygge i området. Kommuneplantillægget åbner mulighed for, at der kan udvikles et nyt boligområde med 40-60 nye boliger i Nr. Bjert. Området ligger i tilknytning til den eksisterende by og vil derfor sikre en ønsket udvikling af Nr. Bjert.