Fortsæt til indhold

Hvornår er der mon is under skøjterne?

Arkiv
Louise Ritter

Skøjtebanen på Torvet er for rigtig mange lig med jul i Esbjerg, men i år lader den vente på sig, og ingen tør for alvor spå om, hvornår det bliver muligt at få is under skøjterne på Torvet.

Nogen vil formentlig have set flere folk arbejde på banen med mellemrum. Blandt andet så det torsdag morgen ret lovende ud, da der langs banens sider blev lagt is ud, men Sport & Event Park Esbjerg (SEPE), der står for skøjtebanen, kan alligevel intet love.
Herfra lyder meldingen, at man med mellemrum forsøger, om man kan få gang i isen, men kombinationen af vind, regn og forholdsvis høje temperaturer gør det umuligt at få fryseslangerne bragt ned under frysepunktet, hvilket er nødvendigt for at anlægge skøjteklar is.

SEPE har tidligere meddelt, at der skal et længerevarende vejromslag til. Indtil da må de skøjteglade glæde sig over, at EM i curling er slut, og det derfor igen er muligt at skøjte i Granly Hockey Arena.