Fortsæt til indhold

Aabenraas skøjtebane har fået hedeslag

Der er umiddelbart lange udsigter til at komme på is på byens skøjtebane

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

“Jeg krydser fingre hver eneste dag for et vejrskifte,” lyder kommentaren fra Vita Rick Dethlefsen fra Driftsafdelingen hos Aabenraa Kommune.
Hun er rigtig godt træt af, at skøjtebanen i Genforeningshaven i Aabenraa endnu ikke er åben - og at der tilmed er lange udsigter til, at banen kan åbne.
“Med de temperaturer, der er lige nu, så er det simpelthen umuligt at få banen kølet ned, så vi kan begynde at bygge isen op. En-cifrede temperaturer og især regn og blæst gør, at vi hele tiden har måtte udskyde åbningen,” fortæller hun videre. Det har de seneste par året været håbet, at banen kunne åbne samtidigt med Julehjertebyen, men det har simpelthen ikke været muligt.
“Sidste år åbnede vi omkring 10. december. Men vi ved også bare, at folk ikke bruger banen, hvis det regner. Vi håber at kunne åbne den 18. december, men det kræver altså et vejrskifte,” forklarer Vita Rick Dethlefsen. Sønderborg har allerede gang i sin skøjtebane, hvilket har skabt undren blandt Aabenraas borgere.
“Det afhænger meget af, hvilket anlæg man bruger. Men jeg ved, at også i Esbjerg og Aalborg er åbningen af skøjtebanerne udskudt,” slutter Vita Rick Dethlefsen.