Julemanden fik tændt træet i city
Fredag kom julen for alvor til Esbjerg City, da den langskæggede julemand endelig lagde til kaj og fik tændt det store juletræ på Torvet.
Ganske mange mennesker var mødt frem for at opleve julens absolutte førstemand, og selv om han tydeligvis er en populær herre, så var der også en enkelt eller to, som var ved at blive en anelse irriteret.
Inden julemanden skulle tænde lyset, skulle Lærke fra MGP nemlig optræde, og lad det bare være skrevet med det samme, lyden var bestemt ikke god.
Flere brokkede sig højlydt over, at man ikke kunne høre, hvad hun sang, og så går pointen jo lidt af det hele. Synd for arrangementet og synd for den unge pige, der kæmpede bravt med at få folk med.
Men nok om det, julemanden fik cirka 18.10 tændt træet med god hjælp fra de mange børn, og dermed er julen nu for alvor kommet til city.