Aaron Mensing kæmper for EM-billet
SønderjyskE's unge back er udtaget til U20-landsholdets træningslejr
SønderjyskE's unge back Aaron Mensing er udtaget til U20-landsholdets træningslejr i januar.
Dermed er Aaron Mensing stadig med i kapløbet om en billet til EM i til sommer.
Træningslejren foregår under varmere himmelstrøg på Club La Santa på De Kanariske Øer. U20-holdet trænes af SønderjyskE's cheftræner, Morten Henriksen.
Aaron Mensing var også med, da landsholdet for nylig var samlet i Skærbæk. Nu er truppen skåret ned fra 28 til 24 spillere.
"Han gjorde et godt indtryk sidst, og han er en af de nye spillere, der har fået genvalg," siger Morten Henriksen, der ikke vil garantere Aaron Mensing en EM-billet.
"Vi begynder at få et overblik over prioriteringen på de forskellige positioner frem mod EM, og der er masser af konkurrence på Aarons plads som back/playmaker."
I april møder U20-landsholdet Frankrig.
"Der skærer vi truppen ned til 18-20 spillere, og derefter finder vi de 16, der skal til EM."
EM foregår til sommer i Kolding.
Der bliver ingen kampe på Club La Santa, men landsholdet rejser videre til København, hvor der venter træningskampe mod de to 1. divisionshold Ajax og Høj.