Fortsæt til indhold

Der skal vin på bordet juleaften

Der hører god vin til den store julemiddag. Og måske et glas portvin. Wine Outlet Vejle giver gode råd til at vælge det rigtige

Arkiv
Af Jacob Hove

I den søde juletid er det vigtigt, at den vin, der bliver serveret i glassene, kan yde et modspil til det, der ligger på tallerknerne. Det siger Bjarne Hansen, der driver Wine Outlet Vejle på Sjællandsgade 25C.
“Den traditionelle danske julemad er fed, sød, kraftig og sur. Det stiller høje krav til den vin, man kan serverer til,” siger han.
Han foreslår blandt andet en kraftig og fed rødvin som Amarone, der kommer fra Veneto-området i det nordøstlige Italien og er kendt for sin høje alkoholstyrke og fyldige smag.
“Et andet bud kunne være en såkaldt supertoscaner,” siger Bjarne Hansen.
Denne type vin produceres i Toscana og må kun markedesføres som simpel bordvine, da den produceres uden for områdets traditionelle vin-områder. Til gengæld er der ingen krav til produktionen, så producenterne må mere eller mindre gøre, hvad de vil for at opnå den bedste smag herunder at blande Sangiovese-druen med en eller flere internationale sorter.
LÆS OGSÅ: 20 forskellige fysiske og psykiske udfordringer i Vejles nattemørke

Hold den kold

Det bedste råd fra Bjarne Hansen er dog at sørge for, at vinen ikke bliver for varm.
“Mange har en tendens til at servere vin ved stuetemperatur, men det var kun en god idé for 100 år siden, da vi havde meget kolde hjem,” siger han.
Hold den på 18 grader.
Og hvad drikker han så selv juleaften?
“Personligt foretrækker jeg at drikke en kraftig, fadlagret, kølig hvidvin lavet på Chardonnay-druen til julemaden.”
Til dessert vælger mange at drikke portvin.
“Her er der kort fortalt to typer: Ruby og Tawny. Tawny er brunlige, da de modnes på fade, mens Ruby er rødlige. Ruby er sødere og smager af mandler, mens Tawny smager af nødder.”

Et bud på en såkaldt supertoscaner, der bliver produceret i Veneto-området
Bjarne Hansen med et par hvidvine lavet på Chardonnay - vinmandens bud på en god vin til julemaden. Fotos: Jacob Hove
Portugal kan andet end at lave portvin - her en Quinta da Barreira Reserva
En fyldig, alkoholstærk vin som Amarone formår at hamle op med den fede og søde julemad
En kraftig, fadlagret, kølig hvidvin lavet på Chardonnay går også rigtig godt til den traditionelle danske julemad