Fortsæt til indhold

Køge slået på jysk grund på hektisk søndag

Arkiv
Per Møller

BASKETBALL: Søndag eftermiddag var Køge Basketball Klubs succesrige herrehold i 1. Division en tur i det jyske, til mødet med EBAA i Vejlby Risskov Idrætscenter.
Efter seks sejre i træk måtte køgenserne forlade banen uden points, da EBAA vandt kampen med 91-86. Og ikke nok med det, så måtte Køge-truppen haste i bad og afsted hjem mod Køge - stormen Gorm var på vej og truede med at forlænge hjemturen.
- Vi var næsten ud af hallen på rekordtid og det var godt - for vi nåede kun lige over broen før den lukkede, fortæller manager Lars Vestergaard og tænker tilbage på at der da var lidt der lykkedes denne stormfulde første søndag i advent.
- Vi var slemt handicappet til kampen med fire skader og én spiller i karantæne. Så vi måtte stille op med bare syv spillere, og det kostede, siger Køge-manageren.
For Køge var det den jyske forbandelse der meldte sig. Køge har i sæsonensotte første spillerunder kun tabt to kampe - begge i Jylland.
Så nu glæder holdet sig til atter at trædeind på hjemmebanen i Køge-hallen, hvor der venter tre hjemmekampe i træk inden for en uge.
Lørdag den 5. december kl. 16.00 går det løs mod SBBC fra Svendborg der ligger lige i baghjul af Køge i toppen af 1. Division. Så en vigtig kamp for begge parter venter.
- Vi skulle gerne fortsætte vores gode sejrsstime på hjemmebane, og gøre Køgehallen til et uindtageligt Fort for modstanderne, smiler manager Lars Vestergaard , der allerede ser frem til torsdag aften den 10. december kl. 20.00, hvor årets første udgave af "Slaget i Køge Bugt" udspiller sig, når naboerne fra Solrød Comets kommer på besøg.
- Der er altid en god atmosfære omkring disse kampe. Til den kamp skulle vi også gerne have alle de skadede spillere tilbage i fuld vigør. Det er jo måske årets vigtigste kamp - et lokalopgør er der jo immervæk noget helt specielt over, slutter Lars Vestergaard der håber at se rigtig mange Køge-fans på lægterne i Køgehallen til de to vigtige kampe.