Plan for modernisering af skoler og dagtilbud klar
Kommunen ved hvilken retning, man vil gå i i forhold til at modernisere og renovere skoler og dagtilbud
Byrådet vedtog i forbindelse med budgetforliget for 2015, at der skulle arbejdes målrettet på at forbedre de fysiske rammer på skoler og dagtilbud.
Planen for det arbejde ligger klar, og der vil være stor fokus på børn og unges trivsel.
“Det er meget vigtigt, at vi understøtter både børn, pædagoger og læreres trivsel ved at sikre dem ordentlige og opdaterede rammer at fungere i. Med moderniserings- og renoveringsplanen har vi skabt os et overblik over, hvor vi bedst bruger de ressourcer, der er til rådighed. Vi kan desværre ikke det hele på en gang, men nu kan vi starte der, hvor vi får den største effekt for pengene,” siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) i en pressemeddelelse.
Første del af planen er at give forskellige muligheder for udformningen af f.eks. klasseværelser, så alle børn og unge udvikler sig og lærer bedst muligt.
Sunde miljøer i fokus
Den anden del af planen sætter fokus på, at sunde børn og unge har bedre forudsætninger for at klare sig godt i livet. I den forbindelse har Odense Kommune et ansvar for at skabe gode og sunde miljøer, så børn og unge trives i deres hverdag. Sund mad, fokus på bevægelse og den fysiske overgang mellem eksempelvis vuggestue og børnehave danner grundlaget for planens anden del.
“Børn og unge lærer og udvikler sig i fællesskaber, og derfor er det afgørende, at de lærer at indgå og deltage i fællesskaber. Og skoler og dagtilbud skal også rumme fællesskaber, hvor forældre, foreninger og andre i lokalsamfundet spiller en aktiv rolle. Modernisering af dagtilbud og skoler skal derfor også understøtte, at der i højere grad åbnes op for det omgivende samfund og inviteres til samarbejde med det lokale samfund omkring skoler og dagtilbud. Det handler de tre sidste principper i planen om,” skriver kommunen.