Fortsæt til indhold

Tre kvinder har julelys i øjnene

43 trængte familier med 60 voksne og 125 børn og unge kan se frem til en rigtig dejlig jul takket være tre Varde-kvinder

Arkiv
Kim Schou

De kender hinanden og ved, hvad de hver især kan bidrage med i foreningen "Varde Giv Det Videre. Humøret er højt, selvom anledningen ikke er den sjoveste.

Det gælder nemlig om at glæde 43 familier i Varde. Disse familier er blot nogle af de mange tusinde, der landet over har det svært i julen.

Alle familier har nemlig det til fælles, at økonomien er stram, og der er ikke penge til at holde en ordentlig jul for børnene.

"Det kan vi ikke sidde overhørig, og når man som os tre selv er mor med et stort M, så er det dejligt at kunne hjælpe," fortæller Anne Mette Hede Jensen.

Hun er sammen med veninderne Trine Vad og Susanne Broeng Hansen gået sammen om at samle penge og gaver ind.

Ja, faktisk var det Trine og Anne Mette's to døtre, som fik idéen.

"Derfor insisterer de også på at få lov til at "arve" konceptet" og være med til at hjælpe andre," smiler Trine Vad.

Og de to piger er også klart i mælet, når det handler om, hvornår arvefølgen skal skiftes.

"Når jeg bliver 10 år," siger Lærke Hede Jensen.

Stor donation

Fornylig kunne Varde Warwith Rotary Klubs fond donere 10.000 kr til Varde Giv Det Videre.
Overrækkelsen af donationen foregik i Varde Warwith Rotary Klubs lokaler hos Worklife A/S på Engdraget.

Foreningen ”Varde give det videre” var repræsenteret ved Anne Mette Hede Jensen, Trine Vad og Susanne Broeng Hansen

Varde Warwith har motiveret donation med at ”Varde giv det videre's formål at hjælpe i lokalsamfundet passer med Rotarys formål at hjælpe socialt trængende i lokalområdet.

"Dette beløb er virkelig med til at gøre en forskel for de børn og unge, der er i projektet. Vi har taget endnu flere ind, fordi der er så mange, der virkelig trænger - så nu forsøger vi på bedste vis at hjælpe 43 familier med 125 børn og unge," fortæller Anne Mette Hede Jensen.

Under Varde NisseTri forrige weekend, samlede pigerne penge ind, ved at sælge honninghjerter. Her er de flankeret af Anne Mettes datter, Lærke til venstre, Trines datter Andrea samt Anne Mettes søn, Lasse Foto: Kim Schou

Mødes hver uge

Mobiletelefonerne gløder i disse uger hos de tre veninder.

Der skal aftales mødedatoer, donationerne skal afhentes og facebooksiden skal opdateres. Jo, der er nok at se til, men derfor bliver de ikke stressede af den grund.

"Vi lærte meget af sidste års indsamling, og ved, hvad der skal gøres anderledes i år," smiler Susanne Broeng Hansen, og tænker tilbage på sidste år, hvor de mange gaver pludselig tog overhånd.

"Men det var dejligt at stå og pakke alle de dejlige julegaver ind, som sidste år glædede 25 familier," fortæller hun.

"Tanken om, at hver eneste gave vil bringe et smil frem hos modtageren, er løn nok for os," fortæller Trine Vad, som glæder sig til at få pakkerne ud til de trængte familier.

Det er Varde Kommunes familieafdeling, der har fundet de 43 familier til pigerne.

"Alle har udfyldt en ønskeseddel, og det er rørende at se, hvor ydmyge børnene er," fortæller Anne Mette Hede Jensen.

Hvor andre måske ønsker sig en mobiltelefon eller dyr elektronik, så ønsker børnene sig her dagligdagsting som regnfrakker eller uldsokker.

På billedet overdrager præsident Oluf Nissen fra Varde warwith Rotary Klub, assisteret af Jens Jessen (fondsbestyrelsesformand) donationen til Susanne Broeng Hansen, Trine Vad og Anne Mette Hede Jensen

Lokal opbakning

Alle tre kvinder fortæller, at uden den store lokale opbakning, så havde det hele ikke kunnet lade sig gøre.

"Vi møder en enorm velvilje, alle steder vi kommer og spørger efter gaver hos de handlende," fortæller Trine Vad som også roser det flotte samarbejde," de har fået med Føtex.

"Frem til den 13. december hænger der 150 julehjerter med ønsker på, på en indkøbsvogn i Føtex. Her vil der være konkrete ønsker, og hvis man ønsker at hjælpe, kan man købe den gave, der står på julehjertet. F. eks. Lego eller en dukke," fortæller Anne Mette Hede Jensen.

Alle personer i familien får en dejlig julekurv med mad til juleaften samt en julegave.

Søndag den 20. december bliver alle gaverne delt ud til de trængte familier fra konfirmandstuen på Vestervold.