Kædedirektør ser på sikkerhed
Foto: Per Rudkjøbing Daglig Brugen i Roskilde-området har været hårdt ramt af røverier i den seneste måned. Forskellige røvere har været to gange forbi på Klosterengen, to gange i Kirke Såby og en enkelt gang i Store-Merløse. Kædedirektør Jesper Andersen fortæller, at der i kædens 370 butikker kun har været otte røverier. Til gengæld er de fleste altså sket i Roskilde-området. Røverierne giver selvfølgelig utrygge medarbejdere, når de bliver truet med pistoler eller pistollignende genstande.
Ser på sikkerheden
- Vi tjekker sikkerheden i butikkerne, hvis der har været mere end et røveri i løbet af kort tid. Derefter taler vi om, hvordan sikkerheden kan gøres bedre, siger Jesper Andersen. Han forklarer, at der allerede er sikkerhedsudstyr blandt andet i form af overvågningskameraer i butikkerne. Til gengæld har de røvede butikker, ifølge politiet ikke et sikret kassesystem. Politiet vurderer, at det er på grund af Daglig Brugsens kassesystem, at røverne foretrækker kæden fremfor andre, fordi de her får kontanter med sig. Desuden har ingen andre butikker været udsat for røverier i den seneste måned på roskilde-egnen. - Vi har til gengæld aldrig mange kontanter i kassen, siger Jesper Andersen. Han forklarer, at kæden på sigt overvejer i at få et mere sikret system. - Det er også muligt, at vi vil indføre et mere sikkert system efter kl. 18 i butikker, der ligger øde, siger Jesper Andersen. Efter et røveri går en medarbejder pakke i gang, hvor medarbejderne bliver tilbudt psykologhjælp og andet.
Røverier
Det er forskellige røvere, der har været på spil i den seneste måned i de tre butikker. Tre af gangene var det sansynligvis de samme to mænd, mens de to andre røverier blev udført af en enkelt mand. De tre røvere kommer typisk forbi kort før lukketid. Her truer de personalet med pistoler eller pistollignende genstande til at udlevere kontanter. Butikkerne har alle også tidligere været udsat for røverier. ag@roskildeavis.d