Middelfart henter træner i Horsens
Claus Troelsen, der gennem flere år har været U19-træner i AC Horsens, skifter til Middelfart, hvor han skal være seniortræner hos Middelfart G & BK.
“Jeg har fået muligheden for et rigtig spændende trænerjob og det var en mulighed jeg ikke kunne sige nej til,” siger Claus Troelsen til AC Horsens' hjemmeside.
“Jeg har haft med talentudvikling i AC Horsens at gøre i over 10 år, og det har jeg været og er rigtig glad for. De seneste år har mine ambitioner dog vokset sig derhen til, at jeg gerne vil prøve mig selv af som seniortræner, og det har jeg nu fået en spændende mulighed for i Middelfart. Nu ser jeg frem til at udvikle mig yderligere som træner på et andet niveau,” siger Claus Troelsen, der har lavet en to-årig aftale med Middelfart med start fra nytår.