Ny friskole på vej på det gamle glasværk
Odense Fagskoles lokaler skal også indeholde en ny privatskole
“Det er absolut ikke en protestskole,” fortæller forstanderen for Odense Fagskole, Karen Maigaard, der står i spidsen for en kommende friskole, som kommer til at høre hjemme i fagskolens lokaler.
Friskolen Glasværket, som skolen kommer til at hedde, arbejder for tiden med at hverve børn til skolen, som er planlagt til at begynde efter sommerferien 2016 med en 0., 1. og 2. klasse.
“Vi begynder helt bevidst med at fodre klasserne nedefra og forventer så om syv år at kunne ende med at sige farvel til skolen første 9.-klasser,” siger Karen Maigaard, som allerede har fået tilkendegivelser fra en del forældre, som er interesseret i at få deres små poder ind på skolen.
Vil gøre det endnu bedre
“Vi har sågar et forældrepar fra Vanløse, som er villige til at flytte til Odense, hvis deres søn får en plads på skolen,” fortæller skoleforstanderen, som igen understreger, at etableringen af endnu en friskole i Odense ikke sker i protest.
“Jeg har fem børnebørn, som alle går i folkeskolen, og de trives alle rigtig fint. Så folkeskolen og de andre friskoler gør det godt. Vi vil bare gerne gøre det endnu bedre,” forklarer hun.
Friskolen Glasværket agter at have en kreativ håndværksmæssig profil med håndværk, kunst og design som de grundlæggende principper.
Respekt for fællesskabet
“Vi tror på, at det at arbejde med hænderne gør, at eleverne lærer bedre, og vi vil inddrage de kreative fag i for eksempel dansk og matematik for gøre læringen bedre,” siger Karen Maigaard, som samtidig understreger, at over det hele svæver ideen om at lære de unge mennesker, at hverdagen handler om respekt for den enkelte og ikke mindst for fællesskabet.
“Vi skal sørge for at forberede børnene på samfundet og demokratiet,” siger hun.
Fagskolen råder over 3.500 kvadratmeter, som ved omorganisering vil kunne blive klar til at rumme de tre nye friskoleklasser til sommer.