Fortsæt til indhold

Biltema åbner stor butik i Fredericia

Om et års tid åbner Biltema en nybygget, stor butik i Fredericia. Det betyder blandt andet 25-30 arbejdspladser

Arkiv
Peter Friis Autzen

Biltema er på vej med kædens niende butik. Og den kommer til at ligge i Fredericias vestby.
“Vi har købt en god grund ved Vejlevej, skråt overfor den gamle Idémøbler,” siger Biltemas direktør, Karsten Pedersen.
Han glæder sig til at kunne åbne i Fredericia. Men der kommer til at gå et års tid.
“Vi regner med at åbne i fjerde kvartal 2016,” siger han.
Inden da skal der bygges 4.700 kvadratmeter.
Når butikken er på plads, forventer Karsten Pedersen, at den vil ansætte 25-30 medarbejdere.
“Det kommer til at svare til omkring 12-15 fuldtidsstillinger,” siger han.

Én butik som to

Karsten Pedersen håber, at Planloven ændres, inden projektet for alvor skydes i gang.
“Som det er lige nu, pålægger loven os at dele butikken op i to butikker. Sådan er vores butik i Rødekro indrettet. Det betyder, at kunder henter varer i det ene sortiment og derefter er nødt til at gå til kassen, inden de går ind i den anden del af butikken for at hente varer der - og så gå til kassen endnu en gang. Det er rigtig godt træls,” siger direktøren.
Han vil langt hellere have én butik, hvor kunderne kan gøre alle deres indkøb og så gå til kassen én gang, sådan som de fleste kunder forventer det, når de går ind ad døren til en forretning.
Finanslovsaftalen på Christiansborg tyder på, at karsten Pedersen får sin vilje.
“Den slags tager tid. Men hvis det alligevel er på vej, håber jeg, at vi kan starte med en dispensation,” siger han.

Også alt andet en bil-ting

Biltema handler ikke kun med ting til bilen, selvom navnet antyder det..
“Faktisk udgør bil-ting og bil-tilbehør kun 30-35 procent af vores omsætning,” siger Karsten Pedersen.
“Vi handler også med cykler, bamser, tandbørster, telte, pc-mus, kabler, bøtter til mikrobølgeovnen, anker til båden, søm og skruer. Og alt muligt andet,” siger Karsten Pedersen.
Han glæder sig ovver Fredericias nyindrettede lystbådehavn.
“Sejlerne bliver glade for os og vores udvalg,” forudser han.
Biltema handler ikke på nettet.
“Vi gør os udelukkende i fysiske butikker. Det er derfor, vi har så travlt med at bygge hele tiden,” siger direktøren og nævner, at kæden også har planer i både Kolding og Vejle.
“I Vejle er det ret let at gøre, men i Kolding er det næsten umuligt at finde plads til en butik som vores,” siger han.
Nu bliver Fredericia så kædens første hjemby i Trekantområdet.
“Det er rigtig godt for os at ligge i Fredericia,” siger Karsten Pedersen om placeringen ved den trafikerede Vejlevej, som også er hjemsted for en lang række andre, store butikker.
Første spadestik ventes at blive taget inden jul.