Hvilken juleøl vinder?
Julebryg til julemaden er en god kombination. Vi tester både danske og udenlandske julebryg
Der findes langt over 200 forskellige julebryg på det danske marked, og her tester vi nogle af de populæreste og de bedste.
Vi giver stjerner fra én til seks i denne øltest af julebryg.
Tuborg Julebryg 5,6 % brygget af Carlsberg, Fredericia. * *
Snebajeren er den ægte vare for flertallet, men den er reelt en discount jule-bælle bajer.
Den er drikkelig til de marinerede sild med karrysalat, hvis du har valgt de industrielt fremstillede udgaver. En sød pilsner med svage noter af lakrids i finalen. Kr. 4,- for 33 cl dåse i Rema1000.
AZ Ale No. 24 6,5 % brygget på Bryggeriet Vestfyen for Refsvindinge. * * *
Det lille Refsvindinge Bryghus fra Østfyn har siden 2004 masseproduceret sine populæreste øl på bryggeriet Vestfyen.
Ale No 24 er en brown ale med lyst skum og gylden brun farve. Duft og smag af ristede noter, farin og karamel. Kan med fordel deles med en kvinde med mindst én sød tand.
God til julens desserter og bagværk. Købes til kr. 16,- hos Min Købmand, Kiwi og Meny.
Skt. Nikolaus 8,2 % brygget af Thisted Bryghus * * * *
Brygget på belgiske og tyske specialmalte, samt kandis og sirup, samt belgisk trappist-gær. Efter lagring blev der tilført karamelliserede lavasten og spåner af amerikansk eg.
Den har tydelige noter af belgisk kloster bryg stil, men en ubalanceret bitterhed som ødelægger det ellers flotte indtryk. Småt med skum og carbonering. Købt i Fakta for kr. 25,-
Jule IPA 7,0 % brygget af Beer Here, Tejn, Bornholm. * * * * * * TESTVINDER
Julen er humlens fest. Denne bornholmske India Pale Ale er krydret med appelsinskal og giver baghjul til de glögg-agtige krydrede juleøl.
Denne heftigt humlede og anderledes sprøde julebryg, giver englene en lussing i julegave. En wauuu oplevelse på flaske anno 2015.
Griller du din juleand på din Weber grill, så nyd denne øl til. Kr. 38,- for 1/2L i Voldby Købmandsgaard.
Let It Snow 4,6 % brygget af Svaneke Bryghus for De Jyske Bryghuse, Egå. * * * *
Dette er testens svageste øl målt på procenter. Når du har proppet dig med julens godter, fede mad, kraftige vine og julebryg, hvad er så bedre end en god klassisk øl?
Let It Snow er netop en gylden og sødlig classic, som slukker tørsten uden de store armbevægelser. Nyd den på fad på caféerne på Aros, Café Casablanca i Aarhus eller Tulstrup Kro. Købt i Kvickly Viby for kr. 19,95
Julebryg Ingefær & Dadler 8,0 % brygget af Ørbæk Bryggeri. * * *
En økologisk mørk julebryg med et markant twist af ingefær og svagt strejf af dadler. En mørk og fyldig porter med en fin balance mellem alkohol, sødme, bitterhed og den mørke malt.
Passer til den mangfoldige og anderledes julemad uden svinekød. Kr. 14,- i Netto.
Christmas Ale 9,4 % brygget på Fur Bryghus. * * * * *
Belgisk inspireret ale men lækkert krydret med frække og friske amerikanske humletyper.
Dette gør aromaen frisk og sprød samtidig med at smagen er fyldig med noter af svesker, dadler og appelsinskal. Styrken på 9,4 % er godt gemt, men efter to flasker af denne, bliver det dig, der synger højest af julesalmerne.
Denne øl har power nok til at blive serveret til hovedretten juleaften, frem for de fleste røde vine. Købt i Føtex for kr. 40,-