Fortsæt til indhold

Dokumentar-optagelse og soul-show i Bykirken

Arkiv
Arkiv

DR's julekalender fra 2012 'Julestjerner' kastede en ørehænger af sig i form af sangen 'Souljul', der blev sunget af skuespilleren Troels Lyby.
Og souljul er lige præcis, hvad tankerne ledes hen mod, når Bykirken - Pinsekirken i Odense - på Østergade 57 på lørdag den 5. december får besøg af 120 soulsangere til en omgang gospel og fællessang.
Koret hedder Soulsingers og ledes af Janne Wind, akkompagneret af Lars Bruno, med Laura Kjærgaard som solist.
Overskuddet går til julehjælp til 150 trængende familier i Odense.
Koret har blandet andet tidligere optrådt live i TV2 Nyhederne, åbnet Odense Havnekulturfestival 2014, sunget til afslutningsceremoni af 'Stafet for livet' 2015 og har stillet op i forbindelse med en stor kampagne for 'Online Overskud'.
Koncerten varer omkring 75 minutter og vil blive optaget af DR til brug i en dokumentarserie.
Der er tale om to koncerter henholdsvis kl. 15 og kl. 19.