Flere end 700 børn skal til jul på museet
Museet i Haderslev har stor succes med sine spændende julearrangementer
Selv om græsset stadigvæk er grønt og det ikke kun er juleroser der blomstrer, viser kalenderen altså snart december og jul. Arkæologi Haderslev holder ”Jul på museet” mandag-fredag kl. 10-16 og i weekenden kl. 13-16 frem til 23. december. og det betyder nisser, julestue og juletræer.
I anledningen af julen flytter Arkæologi Haderslevs lille nissefamilie ind i museets udstillinger. I år begynder juleløjerne med nisserne den 23. november, hvor de første jule- og nisseglade børn skal på jagt efter de jule-hjælpsomme nisser. Museets nisser har man naturligvis aldrig set, men ud fra fodspor, som er fundet rundt på museet ude og inde, ser det ud til at en voksen nisse vejer ca. 300 g, før han har spist en stor portion risengrød, bruger str. 10 i sko men allerhelst går med bare fødder.
50 kg mel, 2000 nelliker og 700 børn!
Nisserne ønsker sig, akkurat som menneskene, i december nye ting og sager. Men de får ikke alt på en gang. Hver dag åbner museets ansatte sammen med tilmeldte børn og voksne en låge i den store julekalender. Når det er gjort og gaven er sat ind på deres loft, der i julens anledning er flyttet ind på museet, skal alle børn hjælpe nissemor Alma med at bage, men først skal de rundt på museet for finde kanelen for den, har nisserne nemlig taget.
Over 700 børn fra børnehaver og indskoling har meldt sig til arrangementet ”I nissernes fodspor”, som løber af stablen på museet mandag-fredag formiddage frem til 16. december. Ud over at finde nissefodspor er børnene med til at lave dej til brune kager, de danser om juletræet, leger de gamle julelege og til slut får de historien om, hvordan det alligevel blev en god jul for skomageren og hans nisse i Apotekergade i Haderslev for mere end 100 år siden.
Julestue for hele familien
Mange, store som små, var traditionen tro med til at byde julen på museet velkommen første søndag i advent, så juleløjerne er godt i gang - og du kan stadig nå at være med: Mellem kl. 13-16 sælger købmanden friskmalet kaffe og bom fra den gamle butik i museets udstillinger. Tombolaen ruller og måske kan du vinde en julegave. Julen synges ind af luciapigerne og børstenbinderen, pilefletteren og glasperlemageren er på besøg. For børnene er der æbleskiver, julemand, en lille julekonkurrence og mulighed for at lave sin egen julekalender. Der er gratis adgang til arrangementet.
På museet holdes andre juletraditioner også i hævd. Det betyder, at den gamle Haderslevstue er pyntet op til jul a la 1870"erne. Grantræet er pyntet med lys, kræmmerhus og roser og gaverne til børnene er sat frem.
I museets butik bugner det med julerier og julegaver. Der er glaskugler i alverdens farver, der er bøger om julens mad, om nisser og julens sange og traditioner gennem tiderne, og selvfølgelig er der også nisser til enhver lejlighed. Skal man finde en lidt anderledes julegave, har butikken et flot varieret udvalg af designer tørklæder og smykker i sølv og horn. Butikken og museet holder åben mandag-fredag kl. 10-16 frem til 23. december og i weekenden kl. 13-16.