Brandbombe-sag for retten i dag
Fem unge mænd fra Vollsmose risikerer udvisning i en stor sag, der tirsdag morgen startede ved byretten i Odense.
I alt ni unge mænd i alderen 15-18 år er tiltalt for den 9. juni at have kastet med sten og brandbomber mod politiet.
Det var en rutinemæssig patruljekørsel ved Bøgetorvet i Vollsmose, der en almindelig tirsdag aften udviklede sig dramatisk, da en regn af sten og en enkelt molotovcocktail blev kastet efter patruljen.
En større politistyrke mødte herefter op på torvet, hvor op mod 50 personer var samlet, og her bliver der igen kastet med sten og molotovcocktails. Sagen vakte stor, national bevågenhed, og Lars Løkke Rasmussen benyttede blandt andet lejligheden til at besøge Vollsmose dagen efter som et led i valgkampen.
Tirsdag morgen var der stor sikkerhed ved byretten i Tinghusgade.
Sagen er berammet til tre dage, og der forventes at falde dom torsdag efter avisens deadline.