Jeg er ikke så traditionsbunden - og så alligevel...
Marketingchef og freelancejournalist Ulla Højgaard pakker julekalenderen på torvet ned d. 23. december og ser frem til et par dages juleferie efter en hektisk måned
For mange mennesker er julen ensbetydende med hygge. Sådan er det ikke for marketingchefen, Ulla Højgaard, hos Varde Handel
"Jeg ville så gerne skrive hygge først, men det ord, der falder mig ind, er travlhed. Julen - ja hele december - er bare en hektisk tid. Men jo, også hyggelig. Jeg kunne dog savne lidt sne, der daler smukt ned fra himlen - det ville pynte og skabe den her autentiske julestemning," fortæller Ulla Højgaard, der hver dag er at finde ved den store julekalender på Varde Torv.
"Når man står der på torvet i tusmørket og ser alle de her forventningsfulde børn synge med på, at jul i Varde, det er bedst - ja så bliver jeg da helt varm indeni og tænker, at så gør det ikke så meget med den travlhed - det er noget værd" tilføjer hun.
Julen betyder også traditioner, men ikke helt så meget igen for Ulla.
"Jeg har aldrig været sådan rigtig traditionsbunden, og hænger mig sjældent i "plejer". Det giver stress og skaber forventninger, vi alligevel ikke kan leve op til. Men traditionen omkring julekalender på TV, den holder vi fast i med jerngreb. Hver aften sidder vi klar 19.30, først til Absalons Hemmelighed, som i øvrigt er min yndlingskalender, for herefter at zappe over på Juleønsket. Selvfølgelig med kalenderlys og pebernødder. Sådan skal det være."
Når samtalen kommer ind på den bedste juleaften nogensinde, så har der været mange.
"Jeg kan ikke komme i tanke om en juleaften, der ikke har været dejlig og hyggelig, men det er klart, at efter jeg har fået børn, har selve d. 24. december meget højere værdi. Jeg elsker at iagttage mine pigers forventninger dagen igennem - danse om juletræ - pakke gaverne ud - bare sidde der og nyde familien, og vide, at de kommende dage er ren afslapning," fortæller Ulla Højgaard, som så kommer ind på en tragikomisk episode.
"For 6-7 år siden brækkede min mand, Martin, benet i december - på den ret voldsomme måde, og det var noget værre rod. Det var for bøvlet at tage nogle steder, så vi blev hjemme juleaften, så pigerne pyntede ham og kørestolen med julehjerter og stjerne, og så dansede vi omkring ham, det var ganske tragikomisk," griner hun.
Skal se Disneys Juleshow
I år skal familien fejre juleaften med Ullas svigerforældre, Martins to søstre og svoger samt børn.
"Det bliver garanteret hyggeligt. Det er længe siden, vi har været så mange om juletræet. Vi har, siden børnene var små, vekslet mellem at tage til Alslev til hans familie og til min familie i Viborg, og vi har også holdt juleaften hjemme selv - og med den henholdsvise familie, der havde lyst til at komme. Igen - vi er ikke så bundet op på bestemte "ruter", men gør det, vi synes passer bedst det pågældende år. Pigerne vil også gerne fejre jul hjemme, så det hele skal jo gerne gå op i en højere enhed," fortæller Ulla Højgaard.
"Selve juleaften er jeg, traditioner apropos, stor tilhænger af at komme i kirke og høre Juleevangeliet, det er nu så smukt... og så hjem og se Disneys Juleshow - på det punkt er jeg næsten værre end børnene. Jule-Disney - så er det jul! Menuen står på andesteg all inclusive og naturligvis ris a la mande... Rigtig glædelig jul."