Fortsæt til indhold

Dårlige hofter efterlyses

Nyt projekt skal undersøge, om træning og uddannelse kan erstatte hofteoperation

Arkiv
Af Jens Nicolaisen

Årligt udføres cirka 8000 hofteoperationer i Danmark. Men måske er det slet ikke nødvendigt med så mange operationer. Det skal projekt HipSPORT forsøge at kortlægge.
Formålet med projekt HipSPORT er at undersøge, om personer med slidgigt i hoften gennem træning og uddannelse fra fysioterapeuter kan udskyde eller helt undgå en hofteoperation.
“Vi vil gerne undersøge, om specialtræning kan forsinke eller udskyde hofteoperationer. Der findes gode resultater med folk, der har slidgigt i knæene, men der findes kun begrænset viden på hofterne, så derfor er det et relevant projekt”, fortæller Carsten Jensen, der er projektleder.
HipSPORT er lavet i samarbejde mellem Odense Kommune, Odense Universitetshospital og Sygehus Lillebælt - Vejle, og forløbet er henlagt til Træningscenter Hollufgård i Odense SØ, hvor fysioterapeuter er koblet på projektet. Som deltager i projekt HipSPORT træner man to gange om ugen over en periode på tre måneder.
“Det er en god mulighed for at aktivere folk med træning. Det er ikke sikkert, at de kan undgå en ny hofte, men de kan klare dagligdagen bedre og udskyde en eventuel operation. Folk tager positivt imod initiativet, og det giver dem redskaber til at håndtere hverdagen og den dårlige hofte, siger fysioterapeut Hanne Dalgaard.
Projekt HipSPORT består ud over den fysiske del, der går ud på at styrke muskulaturen, også af en uddannelse, hvor fysioterapeuter underviser i bedre bevægelsesmønstre og hensigtsmæssige stillinger, da det også er en måde at lindre smerterne på. Indtil videre har 65 personer deltaget i projektet, og det er for lidt, hvis projektet skal give mening.
“Vi skal helst bruge 100-120 personer, så vi er et stykke fra målsætningen,” siger Carsten Jensen.
Det er egen læge eller OUH, der skal godkende og henvise til projektet. Undervisningen og tilrettelæggelsen af træningen står Træningscenter Hollufgård (Odense Kommune) for. Ligesom Træningscenter Hollufgård også vejleder deltagerne i at fortsætte med deres træning efter afslutning i projektet.

Styrket efter HipSPORT

Under en ferie i 2014 pådrog Jens Norlyk sig en hofteskade efter et fatalt møde med et glat marmorgulv. Siden blev hoften dårligere og dårligere, og en operation var uundgåelig.
I forbindelse med en undersøgelse på sygehuset hørte Jens Norlyk om forskningsprojektet HipSPORT, og han besluttede sig for at deltage.
“Jeg havde det sådan med en operation, at det var sidste udvej, og jeg syntes godt om perspektiverne ved at deltage - at man vidste, at den rigtige træning kunne styrke ens muskulatur og dermed forbedre ens muligheder for en god genoptræning,” fortæller Jens Norlyk, der to gange om ugen i tre måneder fra august til september deltog i forløbet på Træningscenter Hollufgård.
“Alt i alt har det været et godt forløb for mig. Jeg skal stadigvæk opereres, for min skade er for omfattende til at klare med genoptræning alene. Men jeg kan konkludere, at min muskelstyrke er blevet meget stærkere, og jeg er mere klar til operation på denne måde, siger Jens Norlyk.
HipSPORT består af to elementer. Den fysiske træning, der består af en række styrkeøvelser - knæbøjninger, benpres, hoftepres og mavebøjninger og en neuro-fysiologiske del, hvor der arbejdes på at forbedre koordinering mellem fødder, knæ og hofter.
“Den bevidsthed om korrekt koordinering af fødder, knæ og hofter har forbedret min gang og reduceret smerterne. Og så er der også den psykiske effekt af øvelserne. Det at arbejde målrettet med hoften bevirkede, at jeg generelt blev i bedre humør. Det var rart at være sammen med andre lidelsesfæller, og de dygtige fysioterapeuter var opmærksomme på at følge op og give gode råd,” fortæller Jens Norlyk, der mener, at motivationen er helt afgørende for et godt resultat.
“Forudsætningen for, at det kan lykkes, er, at man er motiveret og vil gøre en indsats. Der skal være en personlig vilje. Det er min holdning, at kan man gøre noget selv, så skal man gøre det i stedet for at overlade ansvaret til sundhedssystemet,” lyder den afsluttende replik.