Besparelser for 30,5 millioner
For at dække underskuddet på det specialiserede børneområde forslog et enigt Børn- og Ungeudvalg i Odense Kommune mandag omprioriteringer for 30,5 millioner kroner
Da udgifterne til især anbringelse af børn uden for hjemmet fortsætter med at stige i Odense Kommune, valgte Børn- og Ungeudvalget mandag at foreslå omprioriteringer for 30,5 millioner kroner inden for sit eget budget. Det skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.
”Det har været en meget svær øvelse, for økonomien har i flere år været anstrengt på hele børne- og ungeområdet. Men vi er nødt til at finde penge til de allermest udsatte børn. Vi har forsøgt at skærme kerneydelsen, velvidende at det ikke har været muligt fuldt ud,” siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R).
Enigt udvalg
I Børn- og Ungeudvalget sidder ud over R også V, S, DF og SF, og det er et enigt udvalg, som nu sender forslag til omprioriteringer for 30,5 millioner kroner i høring i fem uger både hos medarbejderorganisationer, forældrebestyrelser, fælles elevråd og øvrige interesserede.
På mødet den 26. januar 2016 træffer Børn- og Ungeudvalget sin endelige beslutning.
Alle bliver hørt
”Alle vil blive hørt, og vi vil tage alle argumenter seriøst. Men selvfølgelig vil en del til den tid blive skuffet. Men her er det vigtigt at huske på, at pengene går til området for udsatte børn, som ikke har en særlig stærk stemme i den offentlige debat,” siger Susanne Crawley Larsen.
Udvalget har udpeget omprioriteringer for 30,5 millioner kroner, selv om det vurderede underskud for 2016 kun er på ca. 23 millioner kroner.
Under dagens møde blev det imidlertid klart for udvalget, at personalesituationen i Familie- og Velfærdsafdelingen i øjeblikket er så alvorlig, at der er brug for en akut indsats. Den er vurderet til at udgøre cirka fem millioner kroner.
Samtidig har man peget på yderligere cirka to millioner kroner, så udvalget på baggrund af den kommende høringsfase har mulighed for at foretage nogle fravalg.
Flere ikke-uddannede
Blandt de foreslåede omprioriteringer er blandt andet medarbejdersammensætningen i daginstitutionerne - så der bliver færre uddannede pædagoger og flere pædagogmedhjælpere, færre uddannede lærere i den understøttende undervisning, men også nedlæggelse af musik- og skovbørnehaver samt mindre svømmeundervisning.
Kig på odense.dk
Listen med omprioriteringsforslag og vejledning til høringsfasen kan ses på Odense Kommunes hjemmeside, www.odense.dk.
De næste fem uger kan interesserede give deres mening til kende, inden udvalget på sit møde 26. januar 2016 træffer sin endelige beslutning.