Blue-Tech køber Vest Ventilation
Med købet af Vest Ventilation ApS er Blue-Tech A/S nu også totalleverandør af ventilationsanlæg med tilhørende styresystemer.
"Det er oplagt for os, at fortsætte den positive udvikling, der kendetegner de aktiviteter vi har succes med inden for processtyring af ventilationsanlæg, siger de to indehavere Carsten A. Christensen og Allan Krogh, Blue-Tech A/S.
Blue-Tech A/S er både rådgivende og udførende installatører inden for tekniske el- og ventilationssystemer, industri fejlfinding, termografering, styresystemer, marine service, energi- og indeklima optimering. Blue-Tech A/S har efter købet af Vest Ventilation ApS 13 medarbejdere i Esbjerg, Bramming og Varde, og servicerer både offentlige og private virksomheder, samt private kunder.
Vest Ventilation ApS har siden 2007 dimensioneret og monteret komfortventilation for bedre indeklima og avancerede industriventilation inden for procesudsugning, fjernelse af forurening og overskudsvarme. Løsningerne omfatter for eksempel udfordringer med olietåger, varmegenvinding, spånsugning, slibestøvudsugning og udsugning fra tryk- og sprøjtestøbemaskiner. Vest Ventilation ApS tilfører en reference portefølje der omfatter anlæg til virksomheder som for eksempel Magasin i Aarhus, Varde Kaserne, Skanderborg, Varde og Esbjerg Kommune, og anlæg til industrivirksomheder, skoler og institutioner over alt i Danmark.
"Det er en god mulighed for mig, at Blue-Tech A/S køber min virksomhed. En ting er at det giver nye gode fordele for kunderne, hvor alle arbejdsgange fra projektering til montering er samlet under én hat. Det giver også mig plads til at koncentrere mig, som afdelingsleder, om det jeg er bedst til, nemlig at gennemtænke og levere den rigtige ventilationsløsning, og så lade kontoret tage sig af det administrative. Mine kunder kommer ikke til at mærke overgangen, da både medarbejdere og telefonnummeret er uændret," siger Kenneth Toft, indehaver af Vest Ventilation ApS, der glæder sig til overdragelsen den 1. januar 2016, hvor virksomheden bliver en del af Blue-Tech A/S.