Den unge mand og det kogte svin

Det skulle helst dufte af tidlig jul. Duften af den varme rødkål. Duften af de sprøde sværd, der venter på at knase i munden. Duften af den krystalliserede sukker på de brunede kartofler.
Men det lugter. Af brændte sværd og kogt svin. Kokken Bo Bech ville råbe ad mig. Claus Meyer ville ryste på hovedet af mig, og Claus Holm fra TV2 vil kigge tomt på mig gennem sine hornbriller.
Jeg bor i en ungdomsbolig på Dæmningen i Vejle. Jeg har et tekøkken med to blus. Jeg har en kasserolle, en spiseske og et panini-jern. Det er selvfølgelig overdrevet. Jeg har også skærebræt og køkkenkniv.
I år skal jeg holde jul for hele familien. Jeg skal servere den perfekte julemiddag for mor, far og bror. Sprøde sværd, saftig flæskesteg, hvide og brune kartofler, rådkål og sovs.
Hvor svært kan det være?
LÆS OGSÅ: Kørestolsbasket kan spilles af alle - handicappet eller ej

Er du dum, eller hvad?

“Hvor lang tid vil du anbefale at give en flæskesteg på et kilo i et panini-jern?”
Slagteren i Føtex kigger underligt på mig. Løfter det ene øjenbryn, rynker panden sammen. Klemmer næsen, strammer munden. Han ligner Saga Norén fra TV-serien Broen. Du ved, det udtryk, hvor det er svært at skelne mellem, om vedkommende er i gang med at knække en krimikode eller skal til at besvare verdens dummeste spørgsmål. Jeg satser på det sidste.
Han svarer:
“Du kan sgu da ikke lave flæskesteg i et panini-jern. Har du ikke nogen ovn?”
Slagteren rammer hovedet på sømmet. Jeg har ingen ovn. Det er derfor, jeg står i Føtex og stiller ham dumme spørgsmål onsdag eftermiddag. Han løsner en smule i det stramme ansigt. Siger:
”Så må du koge svinet.”

Diarré og dårlig mave

Som sagt så gjort. Men ikke før jeg har prøvet med hele svinet i paninien.
I starten går det godt. Den tager farve. Begynder at dufte som den skal. Af stegt gris. Men panini-jernet gaber kun halvvejs over, så mens den er mørkebrun i den ene side, er den rå i den anden.
Og ja, jeg har søgt på netdoktor. Læst, hvad der kan ske, hvis man spiser undertilberedt svin. Bændelorm og salmonella. Diarré og dårlig mave.
Så jeg tager den ud af paninien. Beslutter at følge slagterens råd, skærer sværen af og smider resten af flæskestegen i det kogende vand.
Og nu står jeg med det. Det kogte svin. Overvejer, hvordan jeg skal holde den varm, mens kasserollen bruges til kartofler, rødkål og sovs.
“Jeg putter den,” råber jeg til mig selv, som om jeg har fået en ide, der ville sikre mig økonomi til et ordentligt køkken.
Jeg putter den. Præcis som mor plejer at gøre med risengrøden. Fra kasserolle til tupperware, fra tupperware til sammenkrøllet dyne.
Jeg varmer rødkål, koger kartofler og følger samme opskrift som før, så der nu ligger et helt julemåltid og varmer fodenden af min seng.
Jeg renser og rengør kasserollen. Nu skal der laves sovs.

Sovsen og mennesket

“En sovs skal opfostres som et menneske. Den skal have konstant opmærksomhed.”
Frits Helmuth kigger på Mads Mikkelsen. Det er fra filmen 'Blinkende Lygter'.
”Den skal være omgivet af en usædvanlig stor mængde kærlighed,” siger han.
Jeg er ikke Mads Mikkelsen. Hverken fra Casino Royal eller Blinkende Lygter. Men min sovs ligner den, han forsøger at lave i sidstnævnte. Den er tynd. Den er virkelig tynd.
Og den er glemt. For et øjeblik ryger det fra panini-jernet, hvor sværen kæmper en kamp for at blive sprødt. Det lugter brændt. Det er brændt. Og nu får sovsen ikke længere opmærksomhed.
“Det er bare en sovs, mand.”
Det tænker jeg. Præcis som Mads Mikkelsen. Men sovs er ikke bare sovs, når det gælder den perfekte julemiddag. Det er bindeleddet. Det er smørelsen. Og nu er den skilt.
“Kalder du det sovs?”
Frits Helmuth spøger i baghovedet. Det er pinligt. Jeg vidste, at stegen ville blive en udfordring, men sovsen... Den skulle helst sidde i skabet. Jeg ved jo, at den skal omgives af en usædvanlig mængde kærlighed, fordi jeg har set 'Blinkende Lygter' utallige gange.

Jeg forstår dig Lars Løkke

Men det er svært. Det er svært at kæle for en sovs uden stegesky, når sværen er ved at brænde sig selv og mit eneste køkkenudstyr af.
Derfor forstår jeg Lars Løkke. Det gør jeg. Og derfor vil jeg citere ham fra en artikel, vi bragte med ham i december sidste år:
"Det var altså ikke let at lave and, hvide kartofler, brune kartofler, brun sovs og rødkål i et køkken med to kogeplader.”
Lars Løkke kommenterede dengang på sit bedste og værste juleminde. Det her er fra en julemiddag i Tenerife. Men han har ret. Et er, at få velsmagende flæskesteg og sprøde sværd uden en ovn, noget andet er at holde den resterende mad varm. Det er svært.
Jeg startede klokken 18. Med håb og tro på, at den lille lejlighed en time senere ville dufte af tidlig jul. Af sprøde sværd og varm rødkål. Nu er klokken 20.30. Det gør den ikke.
Til gengæld kan jeg glæde mig til at ligge under en varm dyne, mens jeg husker på alt det, jeg lige har lært. Og så forsøger jeg det hele igen. Den 24. december, når familien kommer til jul. Hos den unge mand med det kogte svin.