Vinter er ingen hindring
Fredericia Golf Club har investeret i en simulator, så klubbens medlemmer kan træne året rundt
“Skal vi lige tage en runde på Pinehurst?”
Sådan kunne spørgsmålet lyde blandt medlemmerne af Fredericia Golf Club, der med støtte fra Spar Nord Fredericia har investeret i en moderne golfsimulator.
“Vi har købt den brugt til 40.000 kroner. Det er cirka halv pris i forhold til en ny,” fortæller Martin Libak, forretningsfører i Fredericia Golf Club.
Spar Nord Fredericia har betalt halvdelen af golfsimulatoren.
Vinteren igennem kan man spille virtuelle golfrunder på fantastiske golfbaner, for eksempel Pinehurst, St. Andrews og Loch Lomond. Simulatoren giver golfere mulighed for at vedligeholde og udvikle golfsvinget. Efter alle golfsving, analyserer simulatoren svinget og giver spilleren deltaljeret feedback på svingoplysninger: Køllehovedets hastighed, boldens hastighed, køllehovedets placering og retning ved kontakt med bolden, afstand, golfboldens spin og meget andet.
“Golfsimulatoren giver os et bedre værktøj i forbindelse med klubbens junior og elitearbejde. Simulatoren vil ikke blive forbeholdt juniorer og elitespillere, men vil også stå til rådighed for pensionister og ihærdige golfspillere, som ønsker at træne indendørs vinteren igennem,” siger Martin Libak.