Nørklere og besøgsvenner holdt julekomsammen
Julehyggen i Besøgstjenesten og Nørklegruppen i Røde Kors, Rødekro Afdeling startes traditionelt altid med at synge julesangen "Der er noget i luften". Det skete derfor naturligvis også, da der forleden igen skulle julehygges i Borgerhuset.
Hele 66 deltagere havde fundet vej til denne jule-komsammen, og de blev belønnet med en rigtig hyggelig eftermiddag med kaffebord, fællessang og lottospil.
Også 11 personer fra Special- og rehabiliteringscentret i Rødekro deltog i arrangementet.
Besøgstjenesten i Rødekro tæller i øjeblikket 42 besøgsforhold, dels på Rise Parken, dels i private hjem,
"Mange gode venskaber er knyttet mellem vennerne og dem, der får besøg til stor glæde for begge parter. Det er rigtig dejligt sådan en dag også at kunne være sammen med andre i hyggelige rammer," lyder det fra arrangørerne.
Nørklegruppen består af 40 flittige damer, der sidste år afleverede 1.062 skykker strikket tøj og 277 stykker syet tøj til katastrofepakker. Damerne mødes en gang om måneden, hvor de modtager nye materialer og afleverer det færdige tøj.