Lyset bliver fejret med fest og sang
Fakler, offergaver og ritualer vil fylde VejleMuseernes jernalderlandsby i Vingsted lørdag den 19. december, når de inviterer alle til at komme og fejre vintersolhvervet.
Fra klokken 15 til 18 vil der være fortællinger om tro, kult og ritualer, fremstilling af offergaver og musik. Når tusmørket falder på, vil høvdingen gå i spidsen for en tur rundt i landskabet. Og når selskabet kommer til søen, vil høvdingen og vølven stå for en ceremoni ved offerpladsen. Formidler Karen Marie Andersen glæder sig til at byde velkommen til vintersolhvervsfest for tredje gang:
”Vores mål er at give gæsterne et åndehul midt i juleræset med tid til eftertænksomhed og at opleve den helt særlige fortættede stemning i jernaldermiljøet på denne her årstid,” siger hun.
Arrangementet henvender sig mest til børn fra 10 år og opefter, unge og voksne. Tag fornuftigt tøj og sko på i forhold til årstiden og vejret, da en del af arrangementet foregår udendørs