Fortsæt til indhold

Mistede 80.000 kr hos frisøren

Arkiv
Arkiv

En uheldig 89-årig mand fra Gadstrup mistede onsdag 80.000 kroner, da han skulle til frisøren. Manden havde hævet 10.000 kroner i Jyske Bank i Algade. Pengene lagde han i sin pung, som han havde i inderlommen i sin frakke. I forvejen lå der 70.000 kroner i pungen.
Manden gik hen til sin frisør i Algade, men da han ville finde penge frem, opdagede han, at pungen med de mange penge var væk. Manden har oplyst til politiet, at han ikke blev opsøgt af nogen undervejs, og at han ikke bemærkede, at pungen forsvandt.

Tricktyve afsløret

Klokken 10.46 blev en mindreårig tricktyv afsløret i Irma. Hun havde netop lynet en 45-årig kundes taske op, da hun blev opdaget, og hun nåede derfor ikke at stjæle noget.
På et videokamera kunne Irmapersonalet konstatere, at pigen var sammen med en kvinde, der nåede at stikke af.
Pigen blev hentet i butikken af sin far. Begge var fra Ungarn. De blev bortvist fra butikken.
Om det var de samme tricktyve, der også havde stjålet fra den 89-årige er usikkert men en mulighed, fortæller Martin Bjerregaard fra Roskilde Politi. Han forklarer, at tyvene ofte arbejder i grupper på tre fire stykker for at forvirre og snyde folk. Det er muligt, at det er de samme tyve, der har drevet deres udåd i løbet af onsdagen og dagene før, da flere er blevet bestjålet i byens gader.

ag@roskildeavis.dk